Dansk F16-fly styrtet ned ved Rømø
Et dansk F16-fly er her til eftermiddag styrtet ned i Nordsøen ud for Rømø.
Dramatiske scener udspillede sig tirsdag eftermiddag over Nordsøen, farvandet mellem Danmark og England, ud for Rømø.
Et dansk F16-fly fra Fighter Wing Skrydstrup, som flyvestationen i Skrydstrup hedder, styrtede tirsdag omkring klokken 14.30 ned i vandet ud for den syddanske ø.
Piloten måtte løsrive sig fra cockpittet ved hjælp af sit katapultsæde.
Efter at være landet i vandet, kravlede piloten ombord i en gummibåd, hvorefter Flyvevåbnets redningshelikoptere samlede ham op og fløj til Flyvestation Skrydstrup.
Han er sluppet fra ulykken uden fysiske mén, og hans pårørende er underrettet.
– Det vigtigste for mig, er, at piloten er ved godt helbred. Vores piloter er trænede til det her, men det er en voldsom oplevelse, og han vil få al den opbakning han har brug for, siger Anders Rex, chef for Fighter Wing Skrydstrup, i en pressemeddelelse.
Styrtede ned vest for
Flyet fortsatte efter affyringen af katapultsædet, og styrtede efterfølgende ned.
– Flyet er jo ligeglad med om der er en pilot eller ej, så det forsatte og styrtede ned vest for Rømø. Men det vigtigste er, at piloten er i god behold, siger chef for Fighter Wing Skrydstrup, Anders Rex, til Ekstra Bladet.
Ifølge avisen er der ikke bomber eller missiler om bord på flyet, som man skal være bange for.
Der er enkelte stoffer om bord, som man skal passe på – blandt andet hydrazin, fortæller Anders Rex.
Det var en teknisk fejl med landingsstellet, som fik flyet til at havarere.