Dansk Erhverv: Fjern også afgiften på øl
Det er et tilbageslag, hvis afgiften på sodavand genindføres. Salget er steget for første gang i flere år.
Afgiften på sodavand skal ikke genindføres. Derimod skal afgiften på øl også sættes ned. Alt tyder på, at det er de billige øl, der får lillefar til at starte bilen og køre til Tyskland. Ikke sodavandene.
Det siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
– Vi mener, at afskaffelsen af sodavandsafgiften har haft en positiv effekt på beskæftigelsen, og at det vil være et tilbageslag, hvis man genindfører den, som Enhedslisten nu foreslår, siger han.
I forbindelse med vækstplanen fra 2013 blev sodavandsafgiften afskaffet fra 1. januar 2014.
– For første gang i mange år er der blevet købt flere sodavand i Danmark, og det forventes, at det salg i Danmark for hele 2014 ender på en stigning på 10 procent samlet set, siger Henrik Hyltoft.
Ifølge Dansk Erhverv påvirkes grænsehandlen af, hvor attraktivt det er at handle syd for grænsen. Det er særligt de såkaldte magnetvarer, som typisk er afgiftsbelagte varer, som driver grænsehandlen.
– Det er naturligvis positivt, at sodavandsafgiften blev fjernet, men vi må konstatere, at Danmark fortsat har et højt afgiftsniveau sammenlignet med vore nabolande, og det har en effekt på, hvad vi køber, siger Henrik Hyltoft.
– Den danske ølafgift er fire gange højere end den tyske, mens spiritusafgiften er 62 procent højere. Herudover har Tyskland hverken afgift på chokolade, slik, nødder, mandler eller vin, som vi har herhjemme.
I bund og grund handler det om at få flyttet arbejdspladser hjem til Danmark, frem for at de ryger syd for grænse, mener Dansk Erhverv.
Enhedslisten foreslog mandag, at afgiften på sodavand genindføres.
– Afskaffelsen af afgiften på sodavand har slået fejl. Det har ikke nedsat grænsehandlen, til gengæld er forbruget af sodavand steget, og det samme er hullet i statskassen, siger finans- og skatteordfører Frank Aaen.
Ifølge Henrik Hyltoft stiger danskernes forbrug, når vi køber til “lager”.
– Når vi har chokolade, sodavand og øl i store mængder, så forbruger vi typisk også mere.
/ritzau/