Dansk Energi: Der er lang vej endnu
Der skyder nye vindmøller op over hele Danmark, både til lands og til vands, og det har bidraget til en opsigtsvækkende rekord.
Nye tal fra Energinet.dk viser, at strøm fra vindmøller sidste år stod for 39 procent af danskernes samlede elforbrug. I Dansk Energi glæder administrerende direktør Lars Aagaard siger over vindenergiens fremmarch.
»Vi er glade og stolte over, at det er lykkes at øge andelen af vindkraft så voldsomt,« siger han.
Men når det så er sagt, lægger direktøren ikke skjul på sin bekymring over, hvorvidt der bliver gjort nok for at udnytte den energi, vindmøllerne producerer.
»Mens vi fejrer det flotte tal på de 39 procent, er der også grund til at hejse advarselsflaget i forhold til, om vi er på rette vej fremadrettet,« siger Lars Aagaard.
»Da vi vedtog energistrategien, var der tre mål i den: At få mere vedvarende energi, blive mere energi effektive og elektrificere en større del af vores forbrug. Mens det første går godt, halter de sidste to mål bagefter. Vi får for eksempel ikke nok varmepumper ud i parcelhusene som erstatning for oliefyr, og vi har ikke fået den udvikling med elbilerne, som vi havde håbet på,« siger direktøren fra Dansk Energi.
Ifølge Lars Aagaard bærer regeringen en del af ansvaret for, at salget af elbiler ikke går, som man havde håbet.
»Det første, regeringen bør gøre, er at skabe afklaring om de vilkår, der gælder for elbilerne fremadrettet. Vi har en afgiftsfritagelse, som udløber i 2015, og det er klart, at bilimportørerne og dem, der skal investere i for eksempel ladestandere til elbilerne, spørger sig selv, hvad der skal ske derefter,« siger han.
Lars Aagaard påpeger desuden, at de seneste års afgiftsændringer for oliefyr samtidig har ført til, at fyrene er blevet billigere end de mere miljøvenlige vandpumper.
»Jeg er ærgerlig over, at beslutningerne ikke er kommet på bordet i den takt, vi havde håbet, men jeg er ikke mere skuffet, end at jeg også har tiltro og forhåbninger til, at regeringen vil kaste sig over de her spørgsmål,« siger han.
Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) er klar over, at der er udfordringer forude. Det handler for eksempel om at tøjle den overskudsstrøm, der produceres.
»For eksempel producerer vindmøllerne meget strøm om natten, hvor vi forbruger relativt mindre. Så vi skal have flyttet noget af forbruget over på det tidspunkt. Vi arbejder blandt andet med varmepumper, der kan gemme vindenergien som varme, så folk kan varme deres huse op med vindmøllestrøm,« siger ministeren.
Professor Frede Blaabjerg fra Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet ser med begejstring på vindenergiens fremkomst.
»Det er vejen mod et samfund, der er mere uafhængig af fossile brændstoffer som eksempelvis kul, og hvis vi gerne vil være helt uafhængige, er der stort potentiale i vindmøllestrøm,« fastslår han.
Ifølge den politiske målsætning skal vindenergi skal dække halvdelen af danskernes elforbrug i 2020.