Dansk eksport til Kina overgår nu importen
På 20 år er Danmarks samhandel med Kina gået fra ubetydelig til en årlig værdi på over 100 milliarder kroner.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er i denne uge i Kina. Turen skal styrke de erhvervsmæssige og politiske bånd til verdens største vækstøkonomi.
Med på turen i verdens folkerigeste land er også klima-, energi- og bygnings-minister Rasmus Helveg Petersen (R) og miljøminister Kirsten Brosbøl (S). Her er et overblik over samhandlen mellem Kina og Danmark:
* For blot 20 år var de økonomiske forbindelser mellem Kina og Danmark ubetydelige. I det seneste årti er samhandlen med Kina inklusiv Hong Kong imidlertid vokset, så den i 2013 udgjorde en samlet værdi på 106,8 milliarder kroner.
* Kina var i 2013 Danmarks sjette største samhandelspartner. Udviklingen er både drevet af Danmarks import af varer fra Kina samt eksporten af både varer og tjenester til Kina.
* Danmark havde i 2012 for første gang i nyere tid overskud på samhandelsbalancen med Kina. Overskuddet var i 2012 på én milliard kroner. I 2013 voksede det til 7,8 milliarder kroner.
* Det er især maskinindustrien, elektronikindustrien og nærings- og nydelsesindustrien, der eksporterer mange varer til Kina. Men også medicinalindustrien, den kemiske industri og gummi- og plastindustrien er blandt de store eksportører.
* Danmarks største eksportvaregruppe er huder, skind og pelsskind, som sidste år udgjorde 38,3 procent af den samlede danske vareeksport til Kina.
* Danmarks investeringer i Kina og Hong Kong nåede i slutningen af 2012 61,4 milliarder kroner, hvilket næsten er en fordobling siden 2010.
* Omkring 500 danske virksomheder er nu etableret med kontorer og fabrikker i Kina. Stort set alle større danske virksomheder er aktive i Kina med egen produktion.
* På den baggrund er et forsigtigt bud, at mindst 250.000 kinesere er ansat hos danske virksomheder i Kina.
* De kinesiske investeringer er til gengæld væsentlig mindre. Kina og Hong Kongs investeringer i Danmark var ved udgange af 2012 på otte milliarder kroner.
/ritzau/