Dansk Byggeri: Bankerne har del i problemet

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er paradoksalt, at banker klager over for få kreditværdige kunder, når de selv skabte krisen, lyder kritik.

Når bankerne klager over, at de ikke kan finde kreditværdige kunder til 400 milliarder udlånsklare kroner, er de selv en del af problemet.

Det siger administrerende direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

– Bankerne skabte finanskrisen, og nu fastholder de den, det er paradoksalt. Efter lemfældighed i forhold til kreditvurdering fra 2005 og frem til finanskrisen skal de nu vise Finanstilsynet, at de har styr på det.

– Der er i dag masser af små og mellemstore virksomheder, der mangler finansiering. Når bankerne med et halvfrækt smil siger, at de mangler kreditværdige kunder, er de selv en del af problemet. De har strammet for meget op, siger Lars Storr-Hansen til Ritzau.

Til dagbladet Børsen mandag siger bankernes organisation Finansrådet, at bankerne har 400 milliarder udlånsklare kroner, men de mangler kreditværdige kunder. Finansrådet er træt af at høre på erhvervslivets klager over kreditklemmer.

Men kreditklemmen er i den grad eksisterende, påpeger Dansk Byggeri.

– Det er ikke kun hos os, vi hører det fra andre brancher også, og det ligner mere et generelt problem.

– Men i byggeriet er det selv i de større byer, at byggevirksomheder eksempelvis har haft svært ved at finansiere sig i banken og har måttet gå til et realkreditinstitut i stedet, hvis de har grunde, de kan låne i, siger Lars Storr-Hansen.

Og for små og mellemstore byggevirksomheder er problemet at kunne opnå finansiering i bankerne i områder udenfor de store universitetsbyer.

– Det er en begrænsning for virksomhedernes vækst og mulighed for at skabe arbejdspladser. Det er som ilt, og uden ilt dør alt ud.

– Samtidig er mange regionale og lokale banker forsvundet, og der er sket en større centralisering af bankerne og dermed mindre konkurrence, siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS