Dansk-bahrainsk kvinde anholdt: Fornærmede Bahrains konge

Zainab Al-Khawaja. Foto: Wikipedia.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den dansk-bahrainske menneskerettighedsforkæmper Zainab Al-Khawaja er blevet tilbageholdt for at have fornærmet Bahrains konge.

»Zainab Al-Khawaja er lige blevet tilbageholdt i syv dage for offentligt at fornærme Hamad Al-Khalifa,« skriver kvindens søster, Maryam Al-Khawaja, på det sociale medie Twitter.

Amnesty International oplyser på sin hjemmeside, at Zainab Al-Khawaja blev fængslet 14. oktober, efter hun angiveligt havde revet et fotografi af kongen i stykker i en retssal, hvor hun stod sigtet for andre forseelser.

Gulf Center for Human Rights oplyser, at Zainab Al-Khawaja efter retssagen blev bragt til Alhoora politistation, hvor hun fik lov til at ringe til sin familie.

Zainab Al-Khawaja er højgravid. Hvis hun bliver fundet skyldig i de nye anklager mod hende, kan hun ifølge Amnesty International blive idømt op til syv års fængsel.

»Tilbageholdelsen af Zainab illustrerer de bahrainske myndigheders stigende intolerance over for enhver kritik og deres barske metoder til at håndtere uenighed,« skriver Said Boumedouha, vicedirektør for Amnesty Internationals Mellemøsten og Nordafrika-program, på Amnestys hjemmeside.

Også søsteren, Maryam Al-Khawaja, har for nylig siddet fængslet i Bahrain. De har begge gennem længere tid advokeret for at få løsladt deres far, dansk-bahrainske Abdulhadi al-Khawaja, der har indledt en ny sultestrejke i fængslet i Bahrain.

En række organisationer har bedt udenrigsminister Martin Lidegaard (R) om at lægge pres på det bahrainske styre i sagen om Abdulhadi al-Khawaja.

Han afsoner på tredje år en livstidsdom under anklage for at ville vælte regimet.

Powered by Labrador CMS