Dansk arkitekts Google-kæmpebyggeri skaber lokal vrede
Bjarke Ingels har ifølge The New York Times tegnet Googles nye hovedkvarter i den lille by Mountain View.
Den danske tegnestue BIG med arkitekt Bjarke Ingels i spidsen har været med til udforme søgemaskinegiganten Googles nye hovedkvarter, der skal bygges i byen Mountain View i Californien, hvor selskabet i forvejen har samlet mange af sine aktiviteter, skriver The New York Times.
Google ventes fredag at fremlægge sine planer for det nye kæmpebyggeri, men allerede nu er der sluppet detaljer ud.
Kilder fra bystyret i Mountain View, der er blevet forelagt tegninger af byggeriet, siger, at der er tale om fire store bygninger samt en gigantisk baldakin af glas og metal.
– Den bedste måde at beskrive det på er som en teltlignende struktur med en enorm mængde af glas, siger byrådsmedlem Ken Rosenberg ifølge den lokale avis Mercury Times.
Det er ikke kommet frem, hvor stort et område det nye hovedkvarter kommer til at brede sig over. Men bystyret har udlagt et areal på 315.870 kvadratmeter i området til at kunne huse kontorbygninger.
Til sammenligning bliver Apples nye anlæg ved Viborg på i alt 166.000 kvadratmeter.
Google er langt fra det eneste teknologiselskab, der udvider i Silicon Valley. Både Facebook, Apple og LinkedIn er i gang med lignede projekter, og selv om de mange byggerier fører penge og arbejdspladser med sig, er der ikke udelt begejstring i Mountain View, der i forvejen kun har knap 80.000 indbyggere.
Trafikkaos og stigende priser på ejendomme og lejligheder har fået lokale indbyggere til at danne grupper, der modarbejder de store byggerier.
– Alle andre ønsker, at de var i vores sko, men os, der bor her, er i krise, siger Leonard Siegel, byrådsmedlem og aktivist, til The New York Times.
Problemet er ifølge de lokale aktivister, at Googles 15-20.000 ansatte alene i Mountain View reelt gør, at Google kommer til at bestemme alle fremtidige beslutninger i byrådet, fordi så mange ansatte vil bosætte sig i byen.
Den 40-årige Bjarke Ingels grundlagde Bjarke Ingels Group (BIG) i 2006. Blandt hans mest berømte byggerier i dansk sammenhæng er Islands Brygges Havnebad, VM Husene og VM Bjerget i Ørestad samt den danske Expo Pavillon i Shanghai.
Googles nye hovedkvarter er tegnet i samarbejde med den engelske designer Thomas Heatherwick, skriver The New York Times.
/ritzau/dpa