Dansk anfører ser lyst på VM-udsigterne efter sejr

Simon Kjær er meget optimistisk i forhold til at komme til VM efter sejrene over Polen og Armenien.

Anfører Simon Kjær er stolt over, hvad det danske landshold har præsteret i kampene mod Polen og Armenien. Foto: David Mdzinarishvili/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag blev Polen dukket 4-0 i Parken, og mandag aften lynede det danske landshold igen fire gange, da Armenien blev slået med 4-1 i Jerevan.

Efter en lunken indledning på VM-kvalifikationen var det danske hold presset inden de to kampe, men nu ser det noget lysere ud.

– Jeg synes, at de to sejre her viser, at vi som hold har steppet op. Vi havde kniven for struben og skulle have to sejre. Vi er stadig et ungt hold, og jeg synes, det er flot, siger anfører Simon Kjær til Kanal 5.

– Vi har sat os selv i en situation, hvor vi nu kan afgøre det selv. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at se, om vi kan nå Polen, lægge så meget pres på dem som muligt, eller se om vi kan blive toer og få playoffkampe.

– Og hvis vi vinder de to sidste kampe, så tror jeg også, det er ensbetydende med, at vi minimum er i playoff.

Danmark topper nu gruppen med 16 point – det samme antal som Polen og tre mere end Montenegro.

Begge nationer har dog spillet en kamp færre end Danmark.

Danmark skal en tur til Montenegro i oktober i næstsidste spillerunde, så danskerne kan med en sejr selv sikre sig minimum andenpladsen.

De otte bedste toere i de ni VM-kvalifikationsgrupper får playoffkampe om en VM-billet.

Armenien chokerede Danmark med et kanonmål efter godt fem minutter, men Åge Hareides tropper fik vendt billedet.

– De kom egentlig med den energi, vi regnede med, og vi holdt hovedet koldt, holdt gameplanen og fortsatte det, som vi også gjorde mod Polen. Vi troede på det, og så havde vi jo en mand, som lavede tre mål, siger Kjær.

Thomas Delaney stod for tre af de danske scoringer, mens Christian Eriksen leverede en enkelt direkte på frispark.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS