Dansk aktie sendt til tælling

Slagtes på børsen mandag morgen

Offentliggjort Sidst opdateret

Medicinalselskabet Bavarian Nordic falder mandag med mere end 25 procent på fondsbørsen efter at have droppet udviklingen af dets RSV-vaccine.

Vaccinen droppes, efter at det afgørende fase 3-forsøg viste, at den ikke forebygger sygdommens symptomer.

Det skrev virksomheden i en pressemeddelelse lørdag.

Faldet svarer til cirka fire milliarder kroner i markedsværdi.

Er skuffet

Bavarian Nordic er skuffet, sagde administrerende direktør Paul Chaplin i pressemeddelelsen i weekenden.

- Selv om det var uventet og vil påvirke vores kortsigtede vækstforventninger, har vi fortsat en unik kommerciel forretning, og med den stærke vækst for vores produkter samt for vores markeder, som vi oplever for tiden, har vi et solidt fundament for lønsom vækst i de kommende år, siger han.

RS-virus - respiratorisk syncytialvirus - er en luftvejsvirus.

RS-virus

Børn under 6 måneder er særligt udsatte for RS-virus.

Mens raske voksne blot bliver forkølede, kan spædbørn blive meget påvirkede af RS-virus. Sådan holder du øje med det lille barn, som er forkølet:

Vejrtrækningen: Trækker barnet vejret hurtigere end normalt? Bruger barnet musklerne på halsen og maven, når det trækker vejret. Det er tegn på anstrengt vejrtrækning.

Væskemangel: Kan barnet die normalt/drikker det normalt? Er der våde bleer som normalt?

Almentilstanden: Virker barnet sløvt, blegt? Vil det spise og lege som normalt?

Hvis der er tvivl eller problemer med et eller flere af ovenstående spørgsmål, bør du kontakte egen læge eller vagtlæge.

Kilde: Netdoktor.dk
Powered by Labrador CMS