Dansk aktie på himmelfart
Bavarian Nordic har indgået en 10-årig kontraktudvidelse med Canada om levering af koppe- og abevacciner
Det danske biotekselskab Bavarian Nordic nyder fortsat godt af at have udviklet den eneste godkendte vaccine på verdensplan mod abekopper.
Tirsdag meddeler selskabet, at det har indgået en kontrakt med Canada om levering af vacciner til en værdi af 234 millioner US dollar (godt 1,7 milliarder kroner).
Det er sød musik for investorerne, der fra morgenstunden sender aktiekursen i vejret.
Stiger 11 procent
Ved børsåbningen klokken 9 blev aktien handlet i kurs 245, svarende til en stigning på næsten 11 procent.
Der er dog fortsat et pænt stykke op til kurs 470, som aktien blev handlet til i begyndelsen af august.
Og set hen over den seneste måned er aktien trods tirsdagens hop blevet 30 procent mindre værd.
Skal leveres næste år
Hovedparten af vaccinerne til Canada skal leveres næste år.
Samtidig har canadierne option på levering af vacciner for yderligere 180 millioner dollar de kommende 10 år.
Derudover har det canadiske forsvar indgået aftale om leverancer til en værdi af op imod 20 millioner dollar.
- Som betroet leverandør af koppevacciner til de canadiske myndigheder siden 2008 er vi glade for at forlænge og udvide vores samarbejde for de næste 10 år og dermed bidrage til at opretholde beredskabet for Canada til at reagere hurtigt på nødsituationer, såsom det aktuelle udbrud af abekopper, siger Paul Chaplin, der er administrerende direktør i Bavarian Nordic, i pressemeddelelsen.