Danmarks største græsker kræver otte mand
Landets største kæmpegræskar vejer 310,6 kilo. Vinderen er den samme som sidste år.
Lørdag har der været danmarksmesterskaber i kæmpegræskar, og det blev for andet år Kim Engrob Bøndergaard fra Spjald i Midtjylland, der vandt.
Der skulle otte mand til at løfte vinder-græskarret op på vægten, og med en kampvægt på hele 310,6 kilo, så er det ikke for sjov.
– Det har været hårdt arbejde, men når jeg nu vinder for andet år i træk, så er det det hele værd. Nu går jeg målrettet efter at slå danmarksrekorden fra 2012. Jeg har formlen på hvordan det kan lade sig gøre og den rigtige muld, nu beder jeg blot til en varm sommer til næste år, fortæller den glade vinder i en pressemeddelelse.
Andenpladsen gik til Nina Tin Rasmussen fra Mørke med et græskar på 247,4 kilo, mens tredjepladsen gik til Oscar Andreas Lund fra Hjørring med et græskar på 236,8 kilo.