Danmarks sødeste bjørn har fødselsdag

Tillykke til Rasmus Klump. Foto: Facebook
Offentliggjort Sidst opdateret

I dag er det Rasmus Klumps fødselsdag – hurra hurra hurra!

Et dansk design-ikon har fødselsdag i dag. Rasmus Klump så dagens lys den 17. november 1951,  da han optrådte i en tegneserie-stribe i Berlingske Aftenavis, og han er blevet fast inventar på de danske børneværelser.

I dag har den lille bjørn med den store eventyrlyst både en familie-restaurant, hvor menuen selvfølgelig står på pandekager i alverdens afskygninger, en Facebook-side, en app og sin helt egen verden i Tivoli. Der er også lavet flere cd’er med nye sange, der handler om Klump og hans venner.

Man kan købe sengetøj, legetøj, spil og selvfølgelig bøger med den søde bjørn.

Rasmus og vennerne, Pingo, Skæg og Pelle tager på eventyr i hele verden med det gode skib Mary. De har både besteget Mount Everest, bygget en ubåd, ledt efter skatte og fået venner i hele verden. Hvert eneste eventyr ender i Mor Klumps køkken, hvor hele banden sætter et bjerg af pandekager til livs.

Et stort tillykke med fødselsdagen til hele Danmarks yndlings-bjørn. Mon ikke der skal spises pandekager i mange hjem i dag?

Powered by Labrador CMS