Danmarks bedste: -Vi er virkelig stolte
Jylland bliver af dommerpanelet kaldt for 'det brune himmerige'.
Hvert år kårer ‘De Brune Riddere’ landets bedste bøfsandwich.
Den titel hænger nu på væggen hos Kohalen i Jægergårdsgade i Aarhus.
“Ridderne forkynder, at den brune gral ender hos Restaurant Kohalen i Aarhus, efter at have imponeret dommerpanelet over flere besøg gennem 2018”, skriver det, man vel nærmest kan kalde en interesseorganisation, på sin Facebook-side.
Formand for foreningen De Brune Riddere, som står bag Danmarks bedste bøfsandwich, Lasse H. Görlitz, beskriver oplevelsen af årets bedste bøfsandwich 2018 således:
– Da vi brune missionærer sad om bordet i de historiske lokaler på havnen i Aarhus og smagte på Kohalens bøfsandwich – og jeg efter tre bidder tænkte: Det her er fandeme den bedste bøfsandwich jeg nogensinde har smagt! Ja, så ved man at man er i gang med en meget speciel oplevelse med 950 gram sublim brun wellness på tallerkenen.
Glæde på Kohalen
I køkkenet på Kohalen er man glad for titlen.
– Vi er virkelig stolte, siger Rasmus Øe Nielsen, Kohalens køkkenchef, til Newsbreak.dk.
Sidste år blev det til en andenplads, og det ryk opad har være til at mærke; nu sælger Kohalen omkring 50 bøfsandwich om dagen.
Det har dog ikke fået restaurantens personale til at hvile på laurbærene. Sandwichen, der i sin nuværende form har taget omkring tre år at udvikle, kan stadig ændres.
– Det kan være bollernes hævetid, lidt mere sukker…, siger Rasmus Øe Nielsen.
Han er dog helt klar i spyttet:
– Vi er klar til at tage udfordringen op.
Næstformand i De Brune Riddere, Frederik Lundberg, er også glad.
– I år er det syvende gang, vi hiver landets bedste bøfsandwiches under det brune mikroskop og lad os være helt ærlige: Vi har smagt rigtig-rigtig mange bøfsandwiches gennem årene og oplever, at niveauet stiger år for år. Den bøfsandwich der kunne vinde tidligere, er ikke længere nok til at være med blandt de allerbedste. I år var der bred enighed blandt de 10 dommere om, at udnævne Kohalens bøfsandwich til landets suverænt bedste i 2018. Som københavner er jeg dybt misundelig på, hvor gode forholdene er i Jylland for sovseentusiaster, men det er med fornøjelse, at vi sender pokalen retur til Aarhus. Som det gælder for 3 stjerner hos vores gode venner hos Guide Michelin, så er Kohalen værd at planlægge en rejse efter!”
Den brune bruser
“Eftersom resten af top tre, samt alle kategorivinderne – henholdvis bedste sovs, boller, løg, syltevarer og bøf – ligeledes ligger vest for Lillebælt, må man konstatere, at det brune himmerige, den jyske halvø, for alvor har hævet barren, når man skal en kulinarisk tur under den brune bruser”, skriver De brune riddere.
Andenpladsen går til sidste års vinder Rasses Skovpølser i Skanderborg.
– Den har jeg smagt. Den er virkelig god, siger Kohalens køkkenchef.
Tredjepladsen er delt mellem 2013-vinderen Restaurant Vestre Baadelaug i Aalborg og Spisehuset i Pagoden i Ølgod der også vandt den tredje Bøfsandwich Battle i 2018.
Dommerpanelet tæller blandt andet dommere med flere års erfaring fra “DM i BBQ” og fra Børsen’s “Hotdog DM”.