Danmarks bedste romkugler? Det må alle sige
Pas på med at falde for skilte som "Danmarks bedste romkugler" eller "byens bedste udsigt". Butikker må skrive det uden dokumentation.
Har du prøvet at gå forbi et bageri, der reklamerer med Danmarks bedste romkugler? Eller måske har du boet på et hotel, der slog sig op på at have byens bedste udsigt?
De fornemme titler er at finde over alt, men som forbruger skal du passe på med at lade dig drage af dem. Alle kan nemlig slå sig op på den slags, uden at have dokumentation for det.
Hvis butikkerne selv mener, de har Danmarks, byens eller verdens bedste produkt, så må de reklamere med det.
– Det er subjektivt, hvad man synes, er den bedste romkugle eller udsigt, og virksomhederne behøver derfor som udgangspunkt ikke kunne dokumentere den slags, siger Eva Vindsebæk Sjøgren, der er chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden.
Hvis der ikke er et mærkat under udsagnet, som stammer fra en decideret konkurrence, butikken har vundet, så antages det, at du som forbruger godt ved, at det er titler, du ikke skal tage for pålydende.
De grovfe undtagelser
Der er dog undtagelser, som kan være vildledende markedsføring.
– Hvis et hotel siger, det har byens bedste udsigt, men man kigger ind i en mur, så vil det være vildledende, siger Eva Vindsebæk Sjøgren.
I et sådan tilfælde vil du kunne klage til Forbrugerombudsmanden.
Men uanset om butikken har vundet en pris eller ej, så vil den gennemsnitlige forbruger blive påvirket af skiltene med de flotte udsagn. Det mener Tony Evald Clausen, der er ekspert i adfærdspsykologi.
– Når man ser et skilt med den slags udsagn, vil det påvirke en i en positiv retning, og man vil umiddelbart godtage udsagnet. Medmindre man allerede har haft erfaring med produktet og mener, det er opblæst, siger han.
Test det selv
Ofte godtager vi det ukritisk, fordi tabet vil være minimalt, hvis det viser sig ikke at være sandt. Det er sjældent, du vil føle dig decideret vildledt, hvis du bliver skuffet over det, der skulle være Danmarks bedste romkugle.
Men i situationer, hvor der er mere på spil, bør du som forbruger teste udsagnet, inden du benytter dig af tilbuddet, råder Tony Evald Clausen.
Skal du giftes og ønsker en god udsigt til festen, skal du være varsom med at købe dig ind på “Danmarks bedste udsigt” uden at have set den først. For skuffer den, vil du i højere grad føle dig snydt.
Der er dog ingen markedsføring, der slår, når du som kunde har haft en god oplevelse med et produkt og omtaler det positivt på sociale medier eller anbefaler det til vennerne.
– Den mest effektive form for markedsføring er der, hvor kunderne selv tænker: “Hold kæft, de er gode dem her”, i stedet for at butikkerne selv skriver det, siger Tony Evald Clausen.