Danmark truet: Forlænger grænsekontrol
Grænsekontrol er nødvendigt for at håndtere trusler fra blandt andet militante islamister, mener regeringen
Danmark forlænger den midlertidige grænsekontrol med seks måneder, så den gælder frem til 11. maj 2022.
Det meddelte den danske regering EU i slutningen af sidste uge. Det fremgår af et brev underskrevet justitsminister Nick Hækkerup (S).
Som årsag til at forlænge grænsekontrollen henviser regeringen til truslen fra militante islamister og organiseret kriminalitet.
Udnytter bevægelighed
- Den vedholdende og betydelige trussel mod vores offentlige orden og interne sikkerhed forårsaget af militante islamister og organiserede kriminelle, som er i stand til at udnytte den frie bevægelighed inden for Schengen-området, fortsætter med at være en stor bekymring for den danske regering, hedder det i brevet.
Grundig overvejelse
Det er samme begrundelse, som er blevet brugt tidligere. Danmark har siden januar 2016 haft midlertidig grænsekontrol mod Tyskland. Den er løbende blevet forlænget.
Beslutningen er taget efter grundig overvejelse, skriver justitsministeren.
- Den danske regering vurderer, at den midlertidige grænsekontrol er et nødvendigt og effektivt tiltag til at adressere disse trusler, står der i brevet.