Danmark sprænger rammerne for brevpriser i Europa

Fra nytår får Danmark de dyreste portopriser i Europa. Det skyldes faldende brevmængder, siger Post Danmark.

Et A-brev kommer fra 1. januar til at koste 19 kroner, når det skal sendes med Post Danmark. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Når det fra 1. januar kommer til at koste 19 kroner at sende et såkaldt A-brev, så får Danmark de dyreste priser på porto i Europa. Det rapporterer Radio24syv, der har gennemgået portopriserne i alle EU-lande samt Norge og Schweiz.

19 kroner er knap en fordobling i forhold til de nuværende 10 kroner, ligesom det er den dobbelte pris af at sende et brev i det næstdyreste land, Norge.

Naturlig følge

Post Danmark mener, at prisstigningen er en naturlig følge af de faldende portomængder.

– Ingen andre steder i verden er brevmængden faldet så meget, som vi har set på meget kort tid i Danmark, siger direktør i Post Danmark Henning Christensen til Radio24syv.

I Danmark har et flertal i Folketinget bestemt, at et brev skal kunne komme frem i løbet af én dag. Samtidig er der intet statstilskud til Post Danmark.

Politikere skal gentænke befordringspligten

Ifølge Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen (V), er udgangspunktet, at Post Danmark ikke skal på finansloven. I stedet bør politikerne gentænke befordringspligten, mener han.

– Skal der breve ud til hver eneste husstand hver dag, eller kan vi nøjes med tre dage om ugen? Skal der være post om lørdagen? Det skal vi kigge på efter nytår, siger han med henvisning til forhandlingerne om befordringspligten.

S: – Helt vanvittigt

I Socialdemokraterne foreslår man at ændre standardproduktet til et B-brev, der er fremme inden for fire hverdage.

– 19 kroner er jo helt vanvittigt. Et B-brev har godt nok en lidt længere leveringstid end et A-brev, men til gengæld koster det kun otte kroner, siger partiets portoordfører, Christian Rabjerg Madsen (S), til Radio24syv.

– Dermed undgår Post Danmark også at skulle levere meget få breve med en dags mellemrum og kan i stedet levere større mængder over færre dage om ugen, tilføjer han.

Ifølge S-ordføreren opnår Post Danmark en besparelse på “minimum et højt tocifret millionbeløb” ved at gøre B-brevet til et standardprodukt.

Som følge af den digitale udvikling sender en dansk familie ifølge Post Danmark færre end fire A-breve om året.

I Italien er dag-til-dag-brevet med en pris på 20 kroner dyrere end i Danmark. Til gengæld kan brevet trackes via et stregkodefrimærke, ligesom vi kender det fra pakker.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS