Danmark sender denne vigtige hjælp til Italien

De danske regioner har besluttet, at hospitalerne kan undvære 10-13 respiratorer og sundhedspersonale, der frivilligt vælger at tage til Italien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der bliver færre indlagte med COVID-19 på de danske hospitaler, og regionerne vurderer derfor, at hospitalerne kan undvære mellem 10 og 13 respiratorer samt sygeplejersker og læger, som melder sig frivilligt til at tage til Italien.

Det fremgår af et svar, regionerne torsdag har sendt til Sundhedsstyrelsen, som Radio4 er i besiddelse af.

Udstyret og personalet skal hjælpe de italienske myndigheder med at bekæmpe corona-udbruddet.

Det sker under forudsætning af, at både personale og udstyr kan blive hentet hjem igen, hvis situationen i Danmark ændrer sig.

Det fortæller formand i Region Midtjylland og formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg, Anders Kühnau (A).

– Vi forventer, at det bliver relativt få, der melder sig, og hvis vi kan undvære dem på nogle af vores sygehuse, kan man tage stilling til det der, siger han til Radio4.

Sundhedsstyrelsen har for en uge siden skrevet til regionerne og bedt dem om at vurdere, hvor meget udstyr og personale, de kunne undvære.

Styrelsen lægger i forespørgslen blandt andet vægt på, at de respiratorer, der stilles til rådighed, ”skal være egnede til behandling af COVID-19 patienter.”

Ifølge Anders Kühnau har regionerne udregnet, hvad landet hospitaler kan undvære ved at overveje Sundhedsstyrelsens forskellige scenarier for coronasmittens udvikling i Danmark.

En forpligtelse

Ifølge professor og virolog ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, lever Danmark op til en international forpligtelse, når man hjælper Italien.

– Hvis vi var i en krisesituation, ville vi også gerne have hjælp. Derfor synes jeg, at det er fint, at vi hjælper Italien, hvis vi har kapacitet til det, siger han.

Og Allan Randrup Thomsen stoler på, at regionerne har styr på, hvor meget af beredskabet, der kan undværes.

– Jeg har ikke grund til at antage andet end det, som regionerne siger, siger han til Radio4.

De italienske myndigheder skal nu beslutte, hvornår der eventuelt skal sendes udstyr og personale afsted fra Danmark, skriver Forsvarsministeriet torsdag i en mail til Radio4.

– Vi afventer i øjeblikket de italienske myndigheders respons på det danske tilbud. Forsvarsministeriet har via ambassaden i Rom kontaktet de italienske myndigheder for at få en status, men har endnu ikke modtaget en tilbagemelding på tilbuddet.

Torsdag lå 61 patienter ifølge Statens Serum Institut i respirator med COVID-19 i Danmark.

Powered by Labrador CMS