Danmark klar til EM-finalen

Efter en sejr over Frankrig er de danske håndboldkvinder klar til EM-finale mod Norge - nøjagtigt som i 2022

Anne Mette Hansen og co. er klar til EM-finalen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks håndboldkvinder havde aldrig slået Frankrig under Jesper Jensen. 

Det har de nu. 

En fremragende indsats af forsvaret og målvogter Anna Kristensen sikrede sejren i EM-semifinalen på 24-22.

Dermed skal Danmark søndag spille finale mod Norge. Det bliver en gentagelse af EM-finalen fra 2022, som Norge vandt.

Gav opvisning

Det blev en indledning med to mandskaber, som gav en opvisning i godt forsvarsspil og stærke målvogterpræstationer.

Der var således spillet næsten seks minutter, før Frankrig formåede at udligne Danmarks 1-0-føring sat ind på straffekast af Andrea Aagot Hansen.

Herfra kom der lidt mere gang i målscoringen, hvor især Danmarks EM-topscorer Anne Mette Hansen. Hun scorede tre af Danmarks fem første mål.

Det var dog tydeligt, at danskerne havde sværere ved at komme frem til de store chancer, end de havde haft i de tidligere kampe ved EM. Der var stor bevægelighed og uforudsigelighed i det franske forsvar, som udfordrede Danmark.

God dansk defensiv

Omvendt stod den danske defensivt også godt. Og med gode returløb og få tekniske fejl formåede danskerne i høj grad at holde den franske kontramaskine i ave.

Efter et kvarters spil brød Helena Elver igennem og bragte Danmark i front med 7-5, hvorefter den franske træner tog timeout.

Begge målvogtere havde efter kanonstarten mistet momentum, og målscoringen steg markant i frekvens.

Foran 12-9 og med bolden i hænderne havde Danmark mulighed for at slå et pænt hul, men et par tekniske fejl holdt Frankrig inde i kampen.

Foran en længe ventet stemningsfyldt hal i Wien kunne Danmark gå til pause foran 13-11 efter Anne Mette Hansens femte mål på seks forsøg kort før tid.

Udfordret offensivt

Som Danmark har Frankrig været dygtige til at fordele spilletiden under EM og udnytte holdets bredde. Derfor var der ikke udsigt til, at Danmark ville knække modstanderen fysisk, som danskerne har gjort i de seneste EM-kampe.

Begge hold var udfordret offensivt i begyndelsen af anden halvleg - og Danmark mest. Efter kun én scoring på de første ni minutter kunne franskmændene udligne til 14-14.

De offensive kvaler var virkelig store på det danske hold. Jesper Jensens modtræk blev at gå i syv mod seks, og det blev afgørende.

Anne Mette Hansen hamrede et straffekast ind til 15-14 og stoppede den danske måltørke efter 11 minutter. Det gav lidt tiltrængt luft på det danske hold.

Redningsprocent over 40

Forsvaret stod stadig godt, og Anna Kristensen havde igen arbejdet sig op på en redningsprocent over 40 midtvejs i halvlegen. Samtidig begyndte satsningen syv mod seks for alvor at give pote.

På en forrygende periode gik Danmark fra 14-14 til 20-14, og med ni minutter igen var føringen på fem mål. Duften af finaleplads spredte sig i den grad.

Frankrig er dog et hold, som aldrig er slået, før de 60 minutter er gået. Forskellen blev reduceret til tre mål med syv minutter igen, men trods et par danske afbrændere sørgede forrygende Anna Kristensen for, at de franske kvinder aldrig kom helt tilbage, selv om de kom lidt tæt på til sidst.

Powered by Labrador CMS