Danmark kæmper for EM-billetten

Fodboldlandsholdet står overfor en svær udekamp mod Albanien på lørdag. Foto: SBS.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der var bølgegang i Telia Parken, da Danmarks drenge sparkede sig til tops i ’Gruppe I’ med 2-1 sejren over Armenien. Nu står Olsen´s 11 overfor en svær udekamp mod Albanien på lørdag, inden Portugal og Cristiano Ronaldo løber ind på københavnsk græs tirsdag.

Pierre-Emile Højbjerg kanonerede bolden i de armenske netmasker til knyttede danske næver, inden Thomas Kahlenberg med et velplaceret hovedstød udløste en sand EM-fest over det ganske land.

Nu fortsætter Danmarks fodbolddrenge jagten på EM kvalifikationen, når de lørdag aften møder gruppens overraskelse fra Albanien. I en spektakulær første kamp slog de gruppens favorit Portugal.

Netop Portugal får Danmark glæden af at møde på dansk grund tre dage efter. Det bliver en storkamp i en udsolgt Parken, og det helt store spørgsmål bliver om Danmark kan stoppe verdens bedste fodboldspiller, Cristiano Ronaldo, der viser uhyggelig form i øjeblikket. Med 13 mål har han bragt sig suverænt i spidsen for La Ligas topscorerliste, og med gårsdagens tre mål bragte han sig også i spidsen for listen over spillere, der har scoret flest hattrick i La Liga.

– Det danske landshold er på vej. Vi så det i kampen mod Armenien, og nu venter Albanien og Portugal. Jeg håber virkelig, at vi kan hente de seks point i de to næste kampe, og det glæder mig, at Morten har udtaget de to unge angrebstalenter Uffe Bech og Yussuf Poulsen, der forhåbentligt vil bringe nogle ekstra kvaliteter til truppen. Jeg vil, sammen med Brian og Mette, gøre mit til, at Kanal 5s seere får en stor oplevelse og forhåbentligt en stor sejr, siger Kanal 5s fodboldekspert Frank Arnesen.

Mens det talentfulde landshold vil sørge for underholdningen på banen, så vil Peter Pill og Morten Bruun guide de danske seere igennem slaget fra sidelinjen. Alt imens vil Mette Cornelius, Brian Laudrup og Frank Arnesen analysere slaget fra EM studiet.

Du kan følge Danmarks drenge lørdag fra klokken 19.30 mod Albanien og tirsdag den 14. oktober fra klokken 19 mod Portugal på Kanal 5.

Powered by Labrador CMS