Danmark har verdensrekorden i køb af økologisk mad

Ingen andre steder udgør økologi så stor en del af fødevaresalget. En ny kampagne skal give yderligere vækst.

Der ryger flere og flere økologiske fødevarer i de danske indkøbsvogne. Men også på eksportområdet sætter dansk økologi rekord for 10. år i træk Foto: Johan Gadegaard/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om forbrugere verden rundt køber mere og mere økologi, så er danskerne stadig verdens førende økologination.

Det fremgår af en ny international rapport fra det schweiziske forskningscenter Fibl.

Den offentliggøres i forbindelse med verdens største økologimesse, Biofach, i Tyskland. Her deltager et rekordhøjt antal danske virksomheder i et stort eksportfremstød arrangeret af Økologisk Landsforening.

I 2015 lå den økologiske andel af det samlede fødevaresalg herhjemme på 8,4 procent foran Schweiz og Luxembourg med 7,7 og 7,5 procent.

– Det er en global førsteplads, vi kan være utroligt stolte af. Det er vidnesbyrd om, at danskerne ønsker at tage ansvar med deres fødevareindkøb, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Stor kampagne på vej

Efterspørgslen herhjemme ventes at vokse yderligere de kommende år med den hidtil største kampagne for dansk økologi og med 25 millioner EU-kroner i ryggen.

– Det skal gerne øge det hjemlige salg med 50 procent. Kampagnen retter sig især mod den gruppe af forbrugere, der kun køber økologi af og til, siger Helene Birk, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.

På eksportområdet er ambitionerne også store. Ifølge den nye Fibl-rapport blev der verden over i 2015 solgt økologiske varer til en værdi svarende til cirka 565 milliarder danske kroner.

Dermed er den globale økoomsætning mere end firedoblet siden år 2000. En udvikling der ventes at fortsætte, og som de danske økovirksomheder satser på at få en solid bid af.

Den danske eksport af økologi har sat rekord de sidste ti år i træk. I 2015 var den på knap to milliarder kroner – en stigning på 15 procent på blot et år.

– De to milliarder kroner var oprindeligt først målet i 2020, så vi har opjusteret forventningerne markant. Nu forventer vi, at økoeksporten nærmer sig 3,5 milliarder kroner i 2020, siger Helene Birk.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS