Danmark har fået 11 nye øer

Siden 2015 er hele 11 nye øer kommet til syne rundt omkring i landet, og det giver gode ynglemuligheder.

Sækkesand er et af de områder, hvor der er kommet nye øer. Foto: Scanpix
Sækkesand er et af de områder, hvor der er kommet nye øer. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Særligt fuglene kan glæde sig over, at der er kommet 11 nye øer til syne i de danske farvande siden 2015. Blandt andet nord for Møn er der kommet bedre yngleforhold for fuglene, der inden for de seneste tre år har fået seks nye øer at boltre sig på, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

De sidste fem øer er noget mindre i størrelse og ligger i Nissum Fjord i Vestjylland. Øerne består hovedsageligt af sand og har tilsammen et areal på 63 hektar. Dog er øerne i Nissum Fjord så små, at de kun bidrager med 0,6 hektar til det samlede areal.

Størst er den, der ligger ved øen Sækkesand nord for Møn og er på 36 hektar.

Konstant forandring

Øerne ved Sækkesand er opstået, fordi erosionen ved Møns Klint er meget stor. Havet fører materialet langs nordkysten af Møn og på et tidspunkt falder havstrømmenes energi, så sten og sand samler sig til øer som Sækkesand, lyder forklaringen.

– Jeg tror, at de færreste danskere tænker over, at Danmark forandrer sig hver eneste dag. Noget af kysterne forsvinder, mens nyt land dukker op andre steder. Jeg er glad for, at de nye øer ved Sækkesand kan indgå aktivt i vores natur og give fugle nye fristeder til at yngle og lade ungerne vokse op, og hvor det er svært for ræve og andre rovdyr at forstyrre fuglene, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

“I mange år har øerne ved Sækkesand været defineret som holme, da det kun var muligt at sejle omkring dem i højvande, men ikke ved lavvande”, skriver ministeriet.

Forbud

Øerne ved Sækkesand fungerer i praksis som fuglereservat, hvor der er færdselsforbud i yngletiden fra den 1. marts – 31. juli, oplyser ministeriet. Der anlægges derfor ikke bådebroer, bænke eller andre faciliteter for netop at give naturen og dyrelivet fred på Danmarks nye øer.

Danmarks 11 nye øer

•    Der sker hele tiden ændringer i landskabet, og dermed opstår og forsvinder øer over årene i Danmark.
•    Der er registreret mindst 138 nye øer i Danmark siden 1990.
•    Ejendomsretten over nye øer tilfalder automatisk staten.
•    En ø defineres ved, at man kan sejle omkring den, uanset om der er lav– eller højvande. Der skal dog som tommelfingerregel hele tiden være mere end 50 centimeter dybt vand omkring øen.
•    De 11 nye øer er en del af en naturlig dynamik, som sker i landskabet. Når øerne viser sig at være permanente og ikke eksempelvis forsvinder ved højvande, kan planter begynde at vokse på øen, efter de selv har spredt sig med vinden eller f.eks. via at sidde fast i fuglenes fjer. Herefter sørger Naturstyrelsen for at tinglyse ejerskab til de nye øer.
•    Mens nye øer kommer til, når landskabet hæver og sænker sig, forandrer og forsvinder andre. Kolling Ø, der har ligget i Nissum Fjord, er for eksempel forsvundet under havets overflade. Samtidig er Brakø, der ligger i Horsens Fjord, blevet til en halvø, da den er vokset sammen med kysten ved Stensballe.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

– Det er fascinerende, at der hele tiden opstår og forsvinder øer fra vores lille land. Registrering af 11 øer på tre år er mange, og det giver god mening, at vi – som eksempelvis med øerne ved Sækkesand – kan lade dem udvikle sig til et fuglereservat, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Powered by Labrador CMS