Danmark frigiver nødhjælp i Nepal
NGO’er i Nepal kan nu bruge af op til fem millioner kroner fra en nødhjælpspulje, som er klar til katastrofer.
Efter et voldsomt jordskælv i Nepal lørdag, hvor over 1000 meldes dræbt, har handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) stillet en nødhjælpspulje til rådighed for NGO’er, som er til stede i Nepal.
– Vi har foreløbig stillet vores fleksible nødhjælpspuljer til rådighed. Dem kan de NGO’er, som er i området, bare bruge nu og her.
– Det er op til fem millioner kroner, der er stillet til rådighed, siger han til Ritzau.
Ifølge ministeren har Red Barnet allerede hævet 750.000 kroner fra puljen.
Når man har fået det fulde overblik over situationen, vil Mogens Jensen overveje, om der er brug for, at Danmark sender yderligere midler til Nepal.
– Vi støtter også gennem FN’s generelle nødhjælpsfond, hvor Danmark har bidraget med 100 millioner kroner, siger han.
/ritzau/