Danmark dropper rejsevejledninger
Et flertal i Folketinget er enige
Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om at droppe de særlige rejsevejledninger, der har været gældende under corona.
Samtidigt holder partierne fast i, at der fortsat er behov for et beredskab, som hurtigt og effektivt kan aktiveres, hvis der opstår nye, bekymrende virusvarianter i udlandet, der kan true epidemikontrollen herhjemme.
Det oplyser Justitsministeriet.
Mange vaccineret
Størstedelen af den danske befolkning er færdigvaccineret, hvormed COVID-19 udgør en mindre fare for befolkningen og samfundet.
Vaccineudrulningen i Europa er desuden fremskreden.
- I dag når vi en milepæl i vores håndtering af covid, når vi nu normaliserer rejsevejledningerne. Vi går tilbage til den velkendte rejsevejledning, som danskerne kender fra før pandemien brød ud, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.
Regeringen er sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet blevet enige om, at COVID-19-rejserestriktionerne bør afspejle dette.
- Efter halvandet år, hvor covid-19 har bestemt, hvor vi kunne rejse hen, og hvem der kunne besøge Danmark, vender vi nu tilbage til langt mere normale tilstande, siger sundhedsminister Magnus Heunicke.
Færre indrejserestriktioner
Med aftalen vil der også blive færre indrejserestriktioner.
De tilbageværende indrejserestriktioner fokuseres på rejsende, der hverken er vaccinerede eller tidligere smittede.
Rejsevejledningerne normaliseres fredag den 15. oktober 2021, før efterårsferien. De nye indrejseregler træder i kraft fra mandag den 25. oktober 2021.