Danmark deles i to: Her kommer foråret – her fortsætter vinteren
Forår og vinter kommer til at kæmpe om Danmark.
Danmark bliver lørdag på det nærmeste delt i to. I hvert fald sådan rent vejrmæssigt: I den ene del spirer foråret og forårsfornemmelserne – den anden skal ikke pakke det varme tøj alt for langt væk.
– Danmark ligger lige mellem vinter og forår, siger Dan Nisvall, vagtchef, Danmarks Meteorologiske Institut, til Newsbreak.dk.
Lørdagen kan dog godt starte med lidt skyer og regn, men i løbet af eftermiddagen skulle det varme vejr så ramme. Noget af landet, altså.
– Der kommer regn i Nordjylland, siger Dan Nisvall.
I den sydlige del af landet er så der, hvor man kan se frem til en fin eftermiddag denne lørdag:
– Her bliver der op til en 10-11 grader, siger vagtchefen, og fortsætter:
– Det skyldes, at der syd for Sverige ligger et højtryk, der rammer Danmark. Og sydfra blæser der varm luft op.
En magisk grænse
Dan Nisvall oplyser, at ‘den magiske grænse’ mellem nord og syd er Limfjorden.
– Vinter og forår kæmper, siger han.
Også på Bornholm er der mulighed for at se solen.
Vinden bliver let til frisk fra øst og sydøst og temperaturer mellem tre og fem grader.
Søndag bliver til gengæld en noget trist affære.
– Den bliver grå med regn, der breder sig til hele landet, siger Dan Nisvall.