Danmark besejrer Norge trods Mikkel Hansen-fravær

Foto: Terje Pedersen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Trods vaklende start og Mikkel Hansens skadesfravær vandt Danmark komfortabelt over Norge ved Golden League.

Danmarks landshold i herrehåndbold vandt også sin anden kamp ved denne uges Golden League-stævne i Norge.

Landstræner Gudmundur Gudmundssons tropper besejrede værtsnationen med 33-28 og fulgte dermed godt op på torsdagens sejr over Frankrig.

Det skete uden stjernespilleren Mikkel Hansen, der stod over med knæproblemer. I stedet trådte en anden venstreback i karakter i skikkelse af Michael Damgaard, der sammen med Casper U. Mortensen var de store oplevelser i angrebet.

Svag start i forsvaret

Forsvarsmæssigt fik Danmark en svag start på kampen. Norge havde alt for let ved at komme til chancer og scorede nærmest efter behag på Jannick Green, der vogtede målet fra start.

Hjemmeholdet scorede hele 11 gange de første 13 minutter, og så måtte Green vige pladsen for Niklas Landin, der spillede en stor rolle i torsdagens sejr over Frankrig.

Heldigt for danskerne var Norge heller ikke på plads defensivt. Det udnyttede særligt Magdeburg-spilleren Michael Damgaard. Venstrebacken bragede fire mål ind i begyndelsen på lige så mange forsøg, så Danmark holdt kontakten.

Mortensen var effektiv

Casper U. Mortensen viste nøjagtig samme effektivitet fra venstrefløjen, og med sit fjerde mål gav han endelig dansk føring til 12-11.

Det skete på et tidspunkt, hvor Landin og forsvaret havde fået fat, så Norge blev holdt fra scoringer i cirka ti minutter.

Med Landin på mål vandt Danmark den sidste del af første halvleg med 8-3 og kunne dermed gå til pause med føring på 17-14.

Eneste malurt i det danske bæger i slutningen af halvlegen var, at René Toft Hansen allerede efter 26 minutter blev tildelt sin tredje udvisning, og så var kampen slut for Kiel-forsvarerens vedkommende.

Det gav i stedet muligheden for at prøve Alexander Lynggaard og Simon Hald af sammen i midterforsvaret.

De medvirkede til, at Danmark i store dele af anden halvleg var i kontrol med føringer i omegnen af tre mål.

13 minutter før tid kom Norge op på 25-26, men efter en timeout fik Danmark igen lagt afstand, og Norge var aldrig igen i nærheden af at bringe spænding om udfaldet.

Søndag spiller Danmark sin sidste kamp ved Golden League-stævnet. Her venter Island.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS