Danish Crown mangler kunder til at købe kødet

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Det russiske importstop af svinekød betyder, at verdensmarkedet oversvømmes af alle typer kød.

Prisen på svinekød falder, fordi russerne har sat en stopper for import af kødet fra EU, USA og Canada. Også de danske svinebønder kan mærke det på pengepungen, da afregningsprisen fra slagteriet er faldet med over to kroner på et år pr. kilo.

Hos slagterigiganten Danish Crown har man siden importstoppet fra februar arbejdet på at finde alternative markeder, der kan købe det svinekød, som russerne hidtil har købt af de danske svineproducenter. Det siger pressechef i Danish Crown Jens Hansen.

– Der er rekordhøje priser på svinekød i nogle områder både på ferske varer og varer, som vi allerede kan afsætte i Europa, siger Jens Hansen.

– Havde grisen otte skinker eller seks kamstege, var det ikke noget problem af få det afsat. Men det er forender og det spæk, som russerne bruger til at fremstille blandt andet pølser af, vi ikke kan komme af med, siger pressechefen.

Mens russerne har sagt nej tak til svinekød siden februar, betød den russiske boykot i august, at der også er sat en stopper for import af fjerkræ, lammekød og oksekød. Og det har betydet, at der er kommet endnu mere kød ud på markedet, som svinekødet skal konkurrere med.

– Der er meget psykologi i det her. Producenterne går efter at sælge fersk kød, da de ikke vil lægge det på lager med risiko for, at priserne falder endnu mere, siger Jens Hansen.

Selv om man finder andre markeder, der vil give mere for det danske svinekød end eksempelvis i Europa, går der tid, inden et salg kan begynde.

– Der er en reaktionstid, før andre markeder eksempelvis kan begynde at købe dansk svinekød. Typisk har man nogle kontrakter, man skal ud af. Det er svært at sige, om der er lys forude, siger pressechefen.

Jens Hansen mener ikke, at de danske forbrugere direkte kan få glæde af, at afregningsprisen pr. kilo svinekød er faldet fra 11,90 kroner pr. kilo til 9,40 kroner.

– Det ender vel med, at prisen bliver 50 ører billigere pr. halve kilo kød ude i køledisken. Og da folk nok ikke kan huske, hvad de gav for en kamsteg sidste år, så tror jeg ikke, det vil betyde det store for forbrugerne, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS