Daniel Jensen stopper i Sønderjyske
Den 35-årige midtbanespiller forlader Sønderjyske efter to sæsoner i klubben.
Den tidligere landsholdsspiller Daniel Jensen er fortid i Sønderjyske, oplyser superligaklubben i en pressemeddelelse torsdag.
35-årige Daniel Jensen nåede at få to sæsoner i klubben.
– Daniel Jensen er uden tvivl en spiller med et af de største cv’er i Sønderjyskes historie. Han har været utrolig vigtig for holdet, hvor han på sin egen måde har ledet og guidet spillerne i omklædningsrummet, siger sportschef Hans Jørgen Haysen i meddelelsen.
Det står ikke klart, hvad karrieren nu byder på for Daniel Jensen, eller om han vælger at indstille karrieren.
– Vi har altid haft en åben og ærlig dialog med Daniel Jensen og har også fundet ud af, at det nok er nu, at vores veje skal skilles, lyder det fra Hans Jørgen Haysen.
Daniel Jensen har tidligere i karrieren spillet i både hollandsk, spansk og tysk fodbold. Midtbanespilleren har 52 A-landskampe på cv’et.
/ritzau/