“Daniel” fra Matador er død: Livet blev for svært

Skuespilleren Jacob Dalgaard, der nok er mest kendt som Daniel Skjern fra Matador, er død, fremgår det af en dødsannonce i Politiken.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvem husker ikke hans kønne brune øjne i TV-serien Matador? Skuespiller Jacob Dalgaard, der spillede Daniel Skjern som stor dreng, er død.

Det fremgår af en dødsannonce i Politiken. Her står der, at Dalgaard døde den 10. februar i år, og at han bisættes onsdag.

BT skriver, at det var psykisk sygdom, der endte med at koste ham livet.  Forældrenes skilsmisse og faderens selvmord tog hårdt på skuespilleren, der blev 47 år gammel, inden de psykiske problemer blev for voldsomme.

Som 10-årig blev Dalgaard valgt til at spille den vigtige rolle som Daniel Skjern i den danske nationalskat Matador på TV, men det endte nærmere som en ulempe frem for en glæde.

I et interview med BT fra 2013 fortæller han:

– Jeg var med i Matador på det tidspunkt, da min mor og far ikke havde det godt sammen og var ved at flytte fra hinanden. Senere hen tog min far livet af sig selv. Det hele var et kaos.

Faderen begik senere selvmord, og det sendte Jacob Dalgaard ud i en krise. En krise der til sidst var medvirkende til, at Dalgaard selv blev syg og ikke er mere.

Majbrit Høyrup, barndomsveninde til Dalgaard, bekræfter over for BT dødsfaldet og forklarer, at det ikke nødvendigvis var endt sådan:

– Hvis Jacob havde fået hjælp, så var han ikke død. Det var mangel på omsorg, der gjorde, at Jacob døde. Jeg synes, han burde have været indlagt, for han havde det så skidt til sidst.

Powered by Labrador CMS