Danfoss er klar til københavner-rykind
Danfoss er positive over for udflytning af statslige arbejdspladser, siger koncernchefen.
Det bliver taget positivt imod i landets største industrikoncern, Danfoss, at regeringen vil flytte 3900 arbejdspladser til provinsen.
Og de står klar med arbejde, hvis gode kandidater melder sig, siger koncernchef i Danfoss Niels B. Christiansen.
– Planerne om udflytning vil være med til at sikre, at der også findes metropoler og kompetencecentre uden for København. Sønderborg er bestemt et af dem.
– Og vi står klar med spændende muligheder til relevante kandidater. For eksempel til de ægtefæller, der flytter med, siger han.
I alt vil der være 392 stillinger, der bliver flyttet til Sønderborg. Størstedelen ligger i NaturErhvervsstyrelsen, hvor 370 stillinger bliver flyttet, mens der vil være 22 stillinger i den nye Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning.
– De konkrete planer om at flytte en række arbejdspladser til Sønderborg vil ganske givet styrke vores arbejde med at tiltrække højtuddannede til regionen og til Danfoss.
– Jeg har fuld forståelse for, at det er en stor beslutning at flytte for eksempel en hel familie, siger Niels B. Christiansen, som dog mener, at det er vigtigt for landet, at kompetencer ikke kun er samlet i hovedstaden.
– Det er jo ikke særlig hensigtsmæssigt for en virksomhed kun at have kompetente folk siddende i selve hovedkontoret.
/ritzau/