Danæg køber op i Finland
Danæg, der har hovedsæde i Christiansfeld, har købt 24 procent af den finske fødevarevirksomhed Munax Oy.
Danæg-koncernen følger sin vækststrategi og har købt 24% af den finske fødevarevirksomhed Munax Oy, der er specialiseret i produktion og salg af skalæg samt forædlede ægprodukter. Munax Oy har i dag en markedsandel på cirka 35% på det finske detailmarked.
Købet styrker de samlede aktiviteter i Danæg-koncernen på en række områder og er endnu et vigtigt strategisk tiltag for at blive Nordens ledende markedsaktør inden for ægkategorien.
– Vi er rigtig glade for, at vi nu også får et stærkt fodfæste i Finland, hvor vi vurderer, at der er et stort udviklingspotentiale. Strategisk passer opkøbet rigtigt godt sammen med vores øvrige aktiviteter i Norden, og vi ser en række spændende synergier mellem vores eksisterende forretning og Munax, siger Jann Dollerup Vig Jensen, koncernchef i Danæg-koncernen, og fortsætter:
– Munax har gennem de senere år har vist sig at være en ganske proaktiv og vækstorienteret virksomhed, så opkøbet giver os for alvor adgang til det finske marked. Ydermere har Munax meget fokus på at udvikle nye innovative produkter – et område, der også er ganske vigtigt for os.
Munax har siden starten i 2003 været gennem en spændende udvikling med store vækstrater og mange nye kunder. Virksomheden omsætter i dag for 26 millioner euro og beskæftiger over 50 medarbejdere. Cirka 60 kontraktproducenter leverer æg til Munax’s moderne og effektive pakkeri og produktionsanlæg i Laitila, hvor der pakkes både skalæg til detail og food service samt produceres en række spændende forædlede ægprodukter, som afsættes til forskellige kundesegmenter.
Ifølge Jann Dollerup Vig Jensen sker opkøbet som en del af koncernens strategi i Norden:
– Vi følger vores vækststrategi, der sigter mod at opbygge en international ægvirksomhed, der kan matche detailhandlens ekspansioner på tværs af landegrænser. Med opkøbet i Finland får vi nu adgang til endnu et vigtigt marked, hvorfra vi kan udvikle den samlede forretning, så koncernens indtjeningsevne og konkurrencekraft styrkes yderligere.