Dalmose efter knebent nederlag: Udvisning blev fatal
Christian Dalmose mente, at Viborg fortjente bedre end at tabe med et mål til Baia Mare i Champions League.
Viborg HK kunne spille sig meget tæt på en kvartfinaleplads i Champions League, men hjemme blev det 30-31 til rumænske Baia Mare, der nu selv er en stærk kandidat til avancement.
Træner Christian Dalmose mente, at hans hold havde fortjent bedre.
– Vi har ikke heldet og marginalerne. Men jeg er dybt imponeret over, at alle kæmper med alt, hvad de har, siger Dalmose til klubbens hjemmeside.
Med fem minutter tilbage var stillingen helt lige, og da havde Viborg en periode på to minutter i overtal, der ikke blev udnyttet.
I stedet tog rumænerne fordel af en sen dansk udvisning, som Christian Dalmose ikke var enig i.
– Når Louise Burgaard får en tynd udvisning to minutter før tid, bliver det fatalt. At få en udvisning, der ikke er en udvisning, det bliver afgørende.
– Vi har teten og mulighederne. Ved 27-27 har Bella (Isabelle Gulldén, red.) et skud på indersiden af stolpen. Det er bare drønærgerligt, siger træneren.
Fire hold avancerer til kvartfinalerne fra gruppe 2, og Viborg ligger nummer tre med fem point. Men nu har Dalmoses tropper kun et point ned til franske Metz og Baia Mare på de næste pladser.
Der resterer tre spillerunder i gruppen, og Viborg skal næste gang i aktion ude mod Metz 1. marts.
/ritzau/