Dalai Lama ankommer til København og bliver hyldet

Dalai lama. Foto: JIM WATSON/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Tibetanere i Danmark hilser Dalai Lama ved ankomst til København. Men lamaen bliver også mødt af protester.

Omkring 100 tilhængere og medlemmer af det tibetanske samfund i Danmark tog imod, da de tibetanske buddhisters åndelige leder, Dalai Lama, tirsdag formiddag ankom til København. Her skal han de næste to dage holde foredrag og give belæringer.

Lamaen blev mødt med musik og de tibetanske flag, som Kina i dag har forbudt i hans hjemland. Og han udtrykte sit vante budskab om fred og lykke mellem mennesker.

– Lykke, fred i sindet, ikke penge, ikke magt – og selvfølgelig ikke våben, sagde Dalai Lama.

Dalai Lama, der har levet i eksil i Indien siden 1959, bliver dog også modtaget af en håndfuld demonstranter fra den såkaldte Shugden-bevægelse uden for hotellet Bella Sky på Amager, hvor de råber “Hold op med at lyve, Dalai Lama”.

Bevægelsen, der overvejende består af vesterlændinge, tilhører en sekt inden for den tibetanske buddhisme med base i Storbritannien. De anklager Dalai Lama og den tibetanske eksilregering for at undertrykke og diskriminere bevægelsens medlemmer.

Lamaen har ingen særlige forventninger til sit besøg i København. Den danske regering har meddelt, at den – i modsætning til tidligere besøg – ikke vil modtage ham. Det sker med henvisning til dialogen med Kina om menneskerettigheder i Tibet.

– Jeg har ikke nogen særlige forventninger. Jeg skal møde mennesker, udveksle erfaringer, fortælle om mine egne erfaringer, møde flere venner. Jeg er snart 80 år, og mit liv er ikke let, siger Dalai Lama.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS