Dagpengereform får ledige i arbejde

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den stærkt omdiskuterede dagpengereform fra 2013 får stadig flere ledige i arbejde, skriver Børsen.

Siden reformen halverede dagpengeperioden fra fire til to år, er der ifølge avisen sket en fordobling i andelen af langtidsledige dagpengemodtagere, der finder arbejde, efter de har mistet retten til dagpenge.

I januar 2013 var det således 18,4 procent af dagpengemodtagerne, der fandt arbejde i løbet af de første fem måneder, efter dagpengeperioden var slut. I januar 2015 var det tal vokset til omkring 38,5 procent eller knap 600 personer.

Overrasker ikke professor

Og det er ikke overraskende, at dagpengereformen har en god effekt på beskæftigelsen, lyder det fra Michael Svarer, professor på Aarhus Universitet og vismand i Det Økonomiske Råd.

»Vores analyse viser, ligesom en SFI-analyse (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd red.), at dagpengereformen har en positiv jobeffekt. Men hvor stor effekten er, og hvor meget af stigningen der skyldes henholdsvis konjunktur og reform, det er ikke til at sige,« siger han til Børsen.

I vismændenes analyse vurderes det, at dagpengereformen kan få 15.000 ekstra i beskæftigelse. En analyse fra Finansministeriet skønner, at reformen kan hæve beskæftigelsen med 13.000 personer.

Powered by Labrador CMS