Dagmar tager fat: Træer vælter og tagsten falder

Stormen Dagmar har allerede fredag formiddag godt fat. Der er det et billede fra Sønderborg, som Twitter-brugeren Ken R. Johannsen har lagt op på det sociale medie. Foto: Twitter
Offentliggjort Sidst opdateret

Stormen Dagmar er gået i land i Jylland. Naturstyrelsen fraråder al færdsel i skove langs den jyske vestkyst.

Stormlavtrykket Dagmar har nu ramt Jylland, og blæsevejret har forvoldt de første skader. Indtil videre er stormens hærgen dog begrænset, lyder meldingen fra de jyske politikredse.

Foreløbig er det sydlige Jylland hårdest ramt, hvad skader angår. Et træ er blæst omkuld på Gelsåvej ved Vojens, oplyser Jannie Nøhr fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

– Derudover er der enkelte meldinger om tagsten, der er blæst af i Esbjerg og Bramming, fortæller Jannie Nøhr.

I Ribe har stormen fået fat i en lyskurv, som hænger i krydset mellem Seminarievej og Rosenallé. Kurven er i fare for at blæse ned, lyder meldingen fra politiet, som også kan berette om uvejr på Als.

Her har der været en del lynnedslag, som har givet mindre forstyrrelser i elforsyningen. Ifølge politiet skulle det dog ikke forårsage større problemer.

Naturstyrelsen opfordrer til at droppe al færdsel i skove langs den jyske vestkyst – både fredag og lørdag. Der forventes mange væltede træer på grund af storm, da træerne står meget løst.

På Sjælland – navnlig omkring Roskilde Fjord – mindes man med gru stormen Bodil, der i 2013 forårsagede enorme oversvømmelser.

Beredskabsstyrelsen har oplyst, at man fra afdelingerne i Næstved og Hedehusene har leveret 6000 ekstra sandsække til brandvæsnet i Roskilde, som desuden er blevet forsynet med en sandsækkefylder.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi oplyser kommunikationsmedarbejder Carsten Andersen dog, at man ikke forventer lige så voldsomme stigninger i vandstanden denne gang.

DMI har udsendt varsel for hele landet om risiko for vindstød af orkanstyrke, ligesom der også er udsendt varsel om risiko for forhøjet vandstand.

Den største stigning i vandstanden forventes at ramme Vadehavet sidst på eftermiddagen, hvor man regner med, at vandet stiger med op til tre meter over det normale.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS