Dagmar og Egon gav arbejde til 350 mand
Weekendens tvillingestorme Dagmar og Egon gav travlhed hos beredskabet, der assisterede med at slæbe sandsække og lave mobile dæmninger for at tøjle vandmasserne.
Hele 350 mand fra Beredskabsstyrelsen var henover weekenden i aktion, oplyser Beredskabsstyrelsen på styrelsens hjemmeside.
Det var især i Nordvestjylland og ved Roskilde, at blæsevejret gav problemer. Vandet blev nemlig blæst ind mod byerne, og det fik politiet til at evakuere beboerne i 50 husstande i Lemvig.
Beredskabsstyrelsen oplyser, at både befalingsmænd, værnepligtige og frivillige var indsat i forbindelse med stormene og de oversvømmelser, der fulgte i kølvandet.
Opgaverne var hovedsageligt at inddæmme vandet med mobile dæmninger og sandsække og sørge for at pumpe vand væk fra oversvømmede områder med kraftige pumper.
Det var især Beredskabsstyrelsens afdelinger i de berørte områder, der havde travlt. Men der blev også indkaldt mandskab fra afdelingerne i Haderslev, Næstved og Bornholm til at assistere ved de hårdest ramte steder.
Stormrådet besluttede mandag at erklære stormflod i den vestlige del af Limfjorden fra Løgstør til Thyborøn. Det betyder, at beboere i dette område kan søge om erstatning fra stormflodsordningen, hvis deres hjem er blevet beskadiget som følge af oversvømmelse.