Dagligvarekæmpe klar med hemmelig butik på Hovedbanegården

Nyt butiks-koncept ser snart dagens lys på Hovedbanegården. Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Det kundeejede Coop, landets største dagligvarekoncern, åbner om få dage en helt ny type butik, som er døbt Mad Cooperativet og ligger på Københavns Hovedbanegård i den tldligere O’Learys Sports Bar.

Håndværkerne har været i gang et stykke tid, og Coop har annonceret efter arbejdskraft, men er yderst ordknap om det nye koncept: Sløret bliver nemlig for alvor først løftet på næste ondag, når Coop på et pressemøde fortæller om sit 2014-regnskab og det nye koncept – seancen finder sted i butikslokalerne, som kl. 7.30 næste morgen åbner for det almindelige publikum.

»Det bliver noget helt nyt med elementer af fremtidens butikker, og det bliver ikke kun en dagligvarebutik. Det bliver ikke noget, man har set før i Danmark. Noget af det har man set i udlandet,« siger detailudviklings- og ejendomsdirektør Kræn Østergaard Nielsen lettere kryptisk til Berlingske Business.

Læs Berlingske-portræt af Kræn Østergaard Nielsen

Coop driver dagligvarekæderne Irma, Fakta, Kvickly og flere varianter af Brugsen, og for et halvt år siden åbnede Irma en flagskibsbutik i landbrugets Axelborg-kompleks ved Vesterport Station. Men det nye koncept bliver kun delvis tilsvarende, blandt andet fordi »vi vil vise det bedste på tværs af vores kæder,« som Kræn Østergaard Nielsen forklarer.

Branchekilder har tidligere i år gættet på, at der bliver tale om et element med convenience store – altså hurtigt tilberedt mad til travle mennesker. I jobopslagene har Coop nemlig ikke kun søgt eksempelvis kassemedarbejdere, men også personale til kaffebar, bake-off og delikatesseafdeling.

»Butikken vil sætte nye standarder for nytænkning i fødevarebutikker i Danmark – og vil nok blive landets mest profilerede madbutik,« har det blandt andet heddet i jobopslagene.

Kræn Østergaard Nielsen oplyser til Berlingske Business, at butikken får lang åbningstid for at udnytte den »meget centrale beliggenhed«. Coop-direktøren oplyser samtidig, at der foreløbig ikke er planer om at udbrede konceptet til andre dele af landet.

»I første omgang gør vi det her og er fokuserede på dét. Så må vi se, hvordan det spænder af.«

 

Powered by Labrador CMS