Cyklister skabte kaos på bro: De slipper med en bøde
Fire cyklister skabte mandag morgen kaos på Øresundsbroen, hvor bil- og togtrafik måtte indstilles.
Mandag morgen er bare en rigtig kedelig dag. Det er for mange den spæde start på en lang arbejdsuge efter endt weekend, og det kan være svært at komme i gang igen. Derfor kan det virke ret uoverskueligt at skulle vente på et tog eller holde i kø i sin bil, hvis man er typen, der pendler.
Ikke desto mindre var det, hvad der mødte de dansk-svenske pendlere denne mandag morgen, fordi Øresundsbroen blev lukket i en periode. Fire personer havde nemlig besluttet sig for, at det var et fantastisk sted at cykle sig en tur. Det får de fire mænd fra Moldova nu en bøde for, fortæller Henrik Sveistrup, der er vagtchef ved Københavns Politi.
– Det er lidt specielt, for med et pas kunne de frit have rejst til Sverige. Hvorfor de så lige vælger at cykle – det ved vi ikke, siger han til Newsbreak.dk.
Totalt spærret
De fire cyklister bevægede sig gennem motorvejstunnelen i retning mod Sverige. To blev taget af politiet undervejs, mens de resterende kom ud i den anden ende af tunnelen ved Peberholm, oplyste pressevagt ved broen, Jens Genders, tidligere til Ritzau.
– De begyndte at bevæge sig på tværs af vejbaner og jernbane. Først lukkede vi broen i retning mod Sverige, så lukkede vi hele broen, sagde han. Øresundstoget blev ligeledes standset, oplyste DSB på sin hjemmeside.
På trods af dette, så er de fire mænds straf en bøde for overtrædelse af færdselsloven – altså for at cykle på motorvejen.
– Mændene fik en straksbøde, og når den er betalt, kan de frit rejse videre, siger Henrik Sveistrup.