Cyklister har selv ansvar i hver tredje ulykke i vejkryds
Cykelulykker i vejkryds skyldes oftest en fortravlet bilist. Men cyklister bærer også ansvar, viser analyse
Cyklister er udsatte i trafikken, og det er især i vejkryds i byområder, at det går galt mellem den, der kommer kørende på to hjul, og den, der sidder bag rattet i en bil.
En ny analyse af alvorlige cykelulykker i kryds fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker viser, at langt de fleste skyldes, at en bilist i skyndingen overser cyklisten.
Det var tilfældet i 24 af 27 ulykker, som kommissionen har undersøgt.
Ulykkerne skete i perioden fra januar til august 2023, og de fandt især sted i landets tre største byer: København, Aarhus og Odense.
Orientering
- Cyklisten blev simpelthen slet ikke set, fordi bilisten ikke tog sig nok tid til orienteringen. I flere af ulykkerne havde bilisten lidt for meget fart på, siger formand for kommissionen Rikke Rysgaard.
Eksempelvis var der blandt bilisterne flere, som under kørslen havde orienteret sig "trillende". Det vil sige, at de havde holdt øje med trafikken, mens de havde foden på speederen, i stedet for at give sig tid til at holde stille.
Andre havde været optaget af at tale med en passager eller i gang med at kigge efter et hul i trafikken, måske fordi de følte sig presset af bilisten bagved.
Men cyklisterne bærer også en del af ansvaret. Analysen konkluderer, at deres måde at køre på i knap en tredjedel af ulykkerne var medvirkende til, at det gik, som det gik.
Gult eller rødt lys
For eksempel var der nogle, som kørte over for gult eller rødt lys.
- Der var også enkelte, som kørte direkte ud for deres vigepligt, hvor der var dårlig oversigt, og så er det jo svært for bilisten at nå at reagere, siger Rikke Rysgaard.
I Cyklistforbundet har landsformand Jens Peter Hansen flere råd til cyklisterne. Først og fremmest at hjælpe bilisterne ved at gøre sig mere synlig i trafikken.
- Selvfølgelig skal vi have lys på, når det er mørkt, men køb også gerne noget gult tøj, så du bliver nemmere at få øje på.
Langt alvorligere følger
Om de cyklister i analysen, der er kørt over for gult eller rødt, siger han:
- Jeg har svært ved at forstå, at det er nogle cyklister, der vil udsætte sig selv for den fare, det er, når man ikke overholder så klare færdselsregler som et lyssignal.
Men i sidste ende går det først og fremmest ud over cyklisten selv, understreger han.
- Er det en bilist, det gør det, så kan det have langt alvorligere følger, fordi man sidder i en bil, der vejer 1500 kilo eller mere.
Halvdelen af de 27 cyklister, der indgår i undersøgelsen, bar ikke cykelhjelm, hvilket i mange tilfælde betød forværrede hovedskader. Ingen omkom.