Cyklende 70-årig anholdt efter bankrøveri
En af Tysklands "legendariske" bankrøvere er blevet anholdt igen - han er i dag 70.
Michael Jauernik er et navn, der i den grad vækker genklang hos vor tyske naboer. I 80’erne røvede han adskillige banker i Tyskland og altid om torsdagen. Nu er han blevet anholdt igen efter et bankrøveri 10. januar. Selvfølgelig en torsdag. Det vender vi tilbage til.
Det er Hamburg-avisen Hamburger Morgenpost, der lørdag har beskrevet historien om, hvordan den i dag 70-årige kending blev fanget af lovens lange arm nok en gang.
I en Hamburger Sparkasse i den centrale bydel St. Georg gik det nemlig galt for manden, der tidligere har omtalt sig selv som en “gentleman-røver”.
Kort før klokken 18 dukkede han op på en cykel, og inde i filialen trak han så et våben og havde held til at få udleveret i omegnen af 5000 euro. Det svarer til knap 37.500 kroner.
Men et vidne, der stod uden for banken, fik fat i politiet, der befandt sig i området, der i øvrigt er kendt for en del knejper og mange gade-prostituerede blandet med homo-barer og populære spisesteder. Jauernik lykkedes ikke med flugten og blev anholdt.
Efter at være blevet anholdt i 80’erne og afsonet i alt 13 år, har Jauernik tilsyneladende ikke ligget på den lade side, hvad angår “karrieren”. I hvert fald mistænker politiet ham for at have begået røveri i 2011 og i 2017.
Det var også på torsdage. Forklaringen skal findes i, at det er tysk tradition, at bankerne holder længe åbent om torsdagen. Typisk til klokken 18. Sådan er det i øvrigt mange stedt endnu.