Cykeltyveri koster fængsel og seks års udvisning
To rumænske mænd på 44 og 30 år har onsdag fået en straksdom ved Retten i Sønderborg for at stjæle cykler.
Den ene mand er idømt tre måneders fængsel og udvisning af Danmark i seks år, mens den anden skal 60 dage bag tremmer og ligeledes udvises fra Danmark i seks år.
De to mænd tilstod i marts 2014, at de havde købt cykler og værktøj, som var blevet stjålet på forskellige adresser i området ved Skanderborg. Cyklerne og værktøjet læssede de på en bil og kørte sydpå, hvor de blev stoppet af tysk politi. Men da tysk politi tjekkede tingene, var de endnu ikke registreret som stjålet, og de to mænd fik lov at gå, mens politiet dog beholdte bilens indhold. Efterfølgende fandt tysk politi ud af, at tingene var stjålet, og de to mænd blev efterlyst.
For nogle dage siden blev de to mænd så anholdt i Hinnerup ved Aarhus, hvor de var i besiddelse af flere cykler. De erkendte at have stjålet cyklerne, og Udlændingekontrolafdelingen i Padborg kunne fremstille dem i grundlovsforhør i retten i Sønderborg.
Her nægtede mændene først tyverierne, men besluttede sig så for at tilstå, hvormed dommeren kunne give dem en straksdom.