Cykelturen er sundere end du tror

Pressefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det giver ikke kun gode ben at cykle til arbejde. En ny undersøgelse viser, at cykelpendlere også spiser sundere, ryger og drikker mindre og føler sig mindre stressede.

Der er gode nyheder til alle spirende cykelpendlere, der skal i gang med at cykle når Vi cykler til arbejde ruller henover landet i maj. For udover de mange kendte fordele ved at cykle til arbejde – øget kalorieforbrænding, sparede benzinkroner og forebyggelse af en lang række livsstilssygdomme – viser en stor engelsk undersøgelse nu, at der er endnu flere gevinster ved at vælge cyklen til arbejde.

Undersøgelsen ”Cycling 10:10” er foretaget af ”Cyclescheme” – en engelsk pendent til Vi cykler til arbejde. Resultaterne bygger på data fra 10.000 cykelpendlere og analyser af cykelpendling gennem de seneste 10 år.

Sneboldeffekt

Rapporten konkluderer, at cykelturen til arbejde udløser en sneboldeffekt, der påvirker livsstilen og øger sundheden helt generelt. Cykling – der som regel forbindes med god motion – har nemlig også indflydelse på mange andre områder af cykelpendlernes liv, der intet har med motion at gøre.

Således viser undersøgelsen, at halvdelen af de adspurgte er begyndt at spise sundere (48 %), en tredjedel drikker mindre alkohol (29 %) og en femtedel ryger mindre end før de begyndte at cykle til arbejde (20 %).

Der er også en tydelig sammenhæng mellem cykling, stress og sygefravær – ca. halvdelen af de nye cykelpendlere føler sig mindre stressede på jobbet (45 %), har færre sygedage (42 %) og føler sig generelt i bedre humør (47 %).

Professor og sundhedsforsker Bente Klarlund, der er en varm fortaler for cyklen som redskab til en sundere livsstil, synes at resultaterne giver god mening:

– Det er interessant, at cykling ser ud til at påvirke en generel sund livsstil, også hvad angår røg, druk og mad. Det er med til at forklare at cykling som livsstil har så stor effekt for både det fysiske og mentale velbefindende.

Cykling er vanedannende

De gode nyheder stopper ikke her. For selvom det måske føles uoverskueligt at skulle i gang med at cykle til arbejde for første gang, så viser den engelske undersøgelse, at cykelturen hurtigt bliver en god og vanedannende transportform.

To tredjedele af de adspurgte har oplevet, at de faktisk har følt sig afhængige af at cykle – og at de endda også cykler mere, end de oprindeligt havde planlagt. Halvdelen af de adspurgte er også begyndt at cykle i fritiden med venner og familie, og hele 70 % har prøvet at opmuntret venner eller kollegaer til også at komme i gang med at cykle.

Powered by Labrador CMS