Curlingkvinder tæt på EM-finale

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Skipper Lene Nielsen og hendes hold slog sikkert Skotland og skal nu spille om en plads i EM-finalen.

De danske curlingkvinder nærmer sig medaljer ved EM i schweiziske Champery.

Torsdag aften spillede skipper Lene Nielsen og hendes hold sig videre til semifinalen med en sikker sejr på 8-3 over Skotland.

Danskerne lagde stærkt ud og førte 3-0 efter de to første ender, hvilket skotterne aldrig kom sig over.

Sjette ende bød på en ren dansk optur, da Lene Nielsen og co. kunne udbygge føringen med tre point til 7-2. Efter ottende ende valgte de skotske modstandere at give op.

Hvem modstanderen bliver i fredagens semifinale er endnu ikke afgjort. I øjeblikket møder Rusland de schweiziske EM-værter i et opgør, hvor vinderen går i finalen, mens taberen skal møde Danmark i kampen om den anden finaleplads.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS