Crossfit ikke skyld i mange skader: Derfor giver crossfit skader

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Nye tal viser, at crossfit ikke giver voldsomt mange skader. Men når skaderne opstår, er iver og hovedløshed tit grunden.

Crossfit giver ikke så mange skader, som den populære sportsgren er blevet beskyldt for.

Men når de opstår, ser både trænere og forskere en klar tendens til, at træning over evne er grunden.

Det viser tal, som forskningsårsstuderende Christian Larsen har indsamlet. Tallene viser, at cirka 13 procent af 1000 crossfittere er skadet af gangen, og at 40 procent har oplevet en skade, som har gjort, at de måtte holde en pause, det seneste år.

Overlæge og lektor ved Aarhus Universitet Mogens Pfeiffer Jensen er vejleder på Christian Larsens projekt. Han forklarer de hyppigste skader således:

– Af alle skaderne er 18 procent skulderskader, 9,3 procent lænd og 9.3 procent knæ, siger han til Newspaq.

Der er altså dobbelt så mange skulderskader som den næstmest udbredte skadestype. Og det tror Emil Skou, der er cheftræner i Crossfit Copenhagen, at der er en god grund til.

– Jeg møder klart flest skulderskader. Det er et udsat led, for hvis man ikke har styr på grundøvelserne, er det nemt at belaste skulderen på en dårlig måde, siger han til Newspaq.

Især fremhæver Emil Skou den såkaldte ‘kipping pull up’ som en øvelse, der kan skade dem, der ikke har styrken til at udføre den. I øvelsen letter man besværet ved at tage en pull up hængende i barren ved at svinge med benene og bruge dem som hjælp til at komme op.

– Men faktisk siger man, at man skal kunne tage over tre almindelig pull ups, før man har styrke nok i skuldrene til at sætte kippet på, forklarer Emil Skou.

Mogens Pfeiffer Jensen genkender tendensen.

– Helt uvidenskabeligt, har vi også observeret, at når man hænger i barren og svinger med benene, så belaster man skuldrene på en helt anden måde end i de kontrollerede øvelser, forklarer han.

Netop derfor anbefaler Emil Skou, at nye medlemmer til crossfit gennemgår et opstartsforløb, hvor de lærer grundøvelserne og kommer langsomt i gang.

– Skaderne opstår, hvis folk taber hovedet og har for travlt med at lave de sværere øvelser, før de mestrer de basale teknikker, siger han.

Han peger desuden på, at mange bliver bidt af crossfit, når de først kommer i gang, og at de derfor risikerer at træne mere, end kroppen har godt af. Og så kan der også opstå irriterende skader, som kræver en pause fra træningen.

– Man skal huske hovedet, når man træner. Nogle skal bruge hovedet til at skubbe sig længere, end de tror, de kan. Andre skal bruge hovedet til at bremse lidt, når adrenalinen tager over, siger Emil Skou.

Du kan se en instruktionsvideo til pull ups med kip her:

Fakta: Det skal du huske, når du vil starte til crossfit

– Start forsigtigt med to gange om ugen.

– Skalér din træning, bed træneren om hjælp til at tilpasse din træning dit niveau.

– Ryk dine grænser lidt ad gangen, men forvent ikke kvantespring.

– Få styr på basisøvelserne, før du går videre.

– Er du meget forsigtig, så lad træneren presse dig.

– Er du veltrænet fra anden sport, så pas på du ikke overtræner i de nye øvelser.

– Lær at lave ‘strict pull ups’, før du kipper.

Kilde: Emil Skou.

Newspaq

Powered by Labrador CMS