Cristina skyldte over halv million: Sådan går det i dag
32-årige Christina har stået i økonomiske problemer til halsen. Og i 'Luksusfælden' konfronteres hun med, at hun har levet i en illusion. Det kan hun godt selv se
Se flere billeder fra programmet i galleriet ovenfor.
Christina har mildest talt rod i økonomien. Derfor har hun hidkaldt eksperterne fra ‘Luksusfælden’.
Hun har opbygget en gæld på svimlende 635.000 kroner i alt på blot fire år.
Alligevel brændte hun 10.200 kroner af på mobilspil på et år samt mange tusind kroner hver måned på blandt andet fastfood, sin hund og tøj. Og altså også underholdning i form af mobilspil.
32-årige Christina, som bor i sin mors hus i Allested-Vejle på Fyn, har været ved at drukne i de økonomiske problemer.
– Det føltes sommetider som om, at jeg var ved at eksplodere indvendigt, fortæller hun til Newsbreak.dk.
Men efter hendes medvirken i ‘Luksusfælden’, hvor hun fik hjælp af tv-programmets eksperter, Sesilie Munk-Stenderup og Kenneth Hansen, til at rydde op i økonomien, har Christina fået langt mere overskud.
– Det går godt med at overholde det budget, som eksperterne lagde. Jeg har betalt 8900 kroner af på min gæld om måneden i flere måneder, fortæller hun og fortsætter:
– Det har givet mig en indre ro, at jeg nu har fået styr på min økonomi. Jeg har større overskud til at bekæmpe de andre problemer, jeg slås med.
– Skyldte penge til familie og 44 kreditorer
Det endte helt galt med økonomien, på trods af Christina arbejder 80 timer i ugen, og hver måned får udbetalt hele 33.700 kroner i løn. Hun arbejder som respiratorisk hjælper.
Christina har trukket store veksler på sin familie, som hun har lånt en masse penge af. Derudover har hun taget kviklån i massevis.
Hun skyldte langt over en halv million til 44 forskellige kreditorer.
Christina var egentlig selv af den opfattelse, at hun var i fuld gang med at afvikle gælden.
Men eksperterne kunne fortælle, at det var et komplet andet billede, der tegnede sig. Der var nemlig kun 6500 kroner af månedslønnen, som gik til kreditorerne.
I ‘Luksusfælden’ bliver Christina konfronteret med, at hun har levet i en illusion.
– Det kan jeg godt se nu. Og derfor har det været en lærerig oplevelse at medvirke i programmet, lyder det fra Christina.
Sesilie Munk-Stenderup og Kenneth Hansen hjalp hende med at lægge et budget. Og så har de faktisk indgået så gode aftaler med kreditorerne på hendes vegne, at de har sparet hende for gæld på 209.000 kroner, som hun ikke behøver at betale alligevel.
Økonomisk rod gjorde problemerne værre
Christina fortæller, at før, hun medvirkede i ‘Luksusfælden’, var hun havnet i en ond cirkel, hvor hendes dårlig økonomi forværrede de personlige og psykiske problemer, som hun slås med.
Hun har været i et voldeligt forhold og været sygemeldt med stress. Og så har hun døjet med følgevirkninger som depression, PTSD og angst.
Christinas dårlige mentale helbred samt et hårdt arbejdspres har også haft den konsekvens, at hun har fået fysiske symptomer. Hun har kroniske smerter i nakken.
– Jeg har fundet ud af, at jeg har haft paraderne oppe. Der var fandme ikke nogen, som skulle fortælle mig, at jeg ikke kunne arbejde.
Så Christina arbejdede solen sort og havde den ene 12-timers vagt efter den anden.
– I dag har jeg erkendt, at jeg bliver nødt til at passe på sig selv og prioritere og indrette min hverdag anderledes.
Så nu arbejder hun “kun” 50 timer i ugen.
“Jeg har fået min datter tilbage”
Christina har også fået et meget bedre forhold til sin mor Anne efter deltagelsen i programmet.
Forholdet til moren har i mange år været enormt anstrengt.
“Vi har haft store konflikter. Hold kæft, jeg har hadet min mor,” fortæller Christina i ‘Luksusfælden’.
Men mor Anne har altid stået klar til at gribe, når datteren faldt, og støtter hende fortsat hele vejen. Anne vil gerne hjælpe Christina – men ikke længere økonomisk.
På et tidspunkt i programmet bliver moren rørt og forklarer tårerne med, at hun er meget taknemmelig.
“Jeg har fået min datter tilbage.”
Se flere billeder fra programmet i galleriet ovenfor.