CPR-numre lå frit tilgængeligt i fire måneder
Borgerne i Gladsaxe er nu ramt af den tredje alvorlige sag på få måneder om en sikkerhedsbrist i kommunens omgang med deres personlige data.
Borgerne i Gladsaxe er nu ramt af den tredje alvorlige sag på få måneder om en sikkerhedsbrist i kommunens omgang med deres personlige data.
Det står klart, efter at 82 borgere mandag fik besked om, at deres personlige oplysninger har ligget frit tilgængeligt for alle på Gladsaxe Kommunes hjemmeside i fire måneder.
Ifølge orienteringsbrevet, som Politiken er i besiddelse af, har kommunen lækket borgernes navne, adresse og personnumre, i visse tilfælde også deres statsborgerskab og underskrift. Oplysningerne kan i værste fald misbruges til at købe varer i offerets navn, ansøge om kviklån, oprette kreditkort eller få adgang til følsomme dokumenter, såsom et testamente.
Den nye sag i Gladsaxe er det tredje alvorlige brud på datasikkerheden på få måneder. I december mistede kommunen 20.600 borgeres fortrolige og følsomme personoplysninger som følge af ringe sikkerhed og en mistet computer. Fire måneder inden da skete det samme med konsekvens for mindst 40 borgere.
Politiker omfattet
Blandt de berørte af den nye lækage er Venstres gruppeformand i Gladsaxe, Pia Skou, som sidder i byrådet. Hun kalder det over for Politiken “amatøragtigt”, at kommunen nu for tredje gang på kort tid har behandlet borgeres oplysninger usikkert.
Det er i forbindelse med et “skærpet internt sikkerhedsarbejde”, at de seneste læk er blevet opdaget. Kommunaldirektør Bo Rasmussen vil over for Politiken ikke afvise, at kommunen kan blive nødt til at oplyse om flere læk den kommende tid.