Cosby-dommer vil undgå mediekaos som ved O.J. Simpson-sag
Dommer håber, at medierne ikke dominerer Bill Cosby-retssag, som det var tilfældet med O.J. Simpsons drabssag.
Den amerikanske skuespiller og komiker Bill Cosby har ingen planer om at vidne, når en retssag om beskyldninger om seksuelle overgreb begynder mod ham mandag i Pennsylvania.
Det skriver nyhedsbureauet AP på sin hjemmeside.
Den 79-årige Cosby har tidligere forklaret over for CNN, at han ikke ønsker at deltage i den del, hvor han skal krydsforhøres af anklageren af frygt for at blive misforstået.
Omvendt har den 44-årige Andrea Constand ikke noget imod at blive krydsforhørt.
Hun anklagede i 2004 den berømte skuespiller for at have bedøvet og misbrugt hende i Cosbys hjem i Pennsylvania i begyndelsen af samme år.
I denne uge indtager hun vidneskranken og fortæller sin historie offentligt for første gang.
Mere end 50 kvinder siger det samme
Bill Cosby har erklæret sig uskyldig og siger, at det intime samvær mellem ham og Andrea Constand skete med begge parters accept.
Skuespilleren har ligeledes erklæret sig uskyldig i anklagerne fra flere end 50 andre kvinder, som anklager skuespilleren for at have forgrebet sig på dem.
Dommer Steven O’Neil håber at kunne afholde medierne fra at dominere sagen, som det var tilfældet med O.J. Simpsons drabssag.
Ligesom i Simpson-sagen vil juryen i retssagen mod Bill Cosby være isoleret fra offentligheden. Omvendt vil kameraer ikke være tilladt i retssalen i Pennsylvania, som det var tilfældet i O.J.-sagen.
– Vi har haft O.J.-tømmermænd i mange år, siger professor på Loyola Law School Laurie Levensen ifølge AP.
– Som dommer bekymrer du dig om, at advokaterne præsenterer beviserne retfærdigt, og at du har en jury, der gør sit arbejde og ikke bliver påvirket af det, der foregår uden for retssalen, siger hun.
Flere end 50 kvinder har anklaget Bill Cosby for overgreb, og mange påstår, at han bedøvede dem med piller og misbrugte dem seksuelt.
Selv forklarer Bill Cosby de mange anklager med, at kvinderne har ønsket at begå karaktermord på ham.
Ifølge People.com, der har talt med Cosbys talsperson, vil flere af de personer, der spillede sammen med skuespilleren i TV-serien “The Cosby Show” overvære dele af retssagen. Serien blev vist på amerikansk TV fra 1984 til 1992 og var et stort hit. Her spillede Bill Cosby læge og familiefar.
/ritzau/