Cort efter Tour-exit: - Det føler jeg
Coronaramte Magnus Cort ærgrer sig over at måtte tage hjem fra Tour de France, hvor danskeren har brilleret
Magnus Cort har med flot kørsel trukket masser af overskrifter i dette års Tour de France.
Søndag gjorde han det igen, men ikke på grund af sine bedrifter på cyklen.
I stedet måtte Cort sige farvel til Touren efter at være blevet testet positiv for coronavirus.
- Det er fandme træls. Det er det sgu. Især fordi jeg ikke har det værre i dag (søndag, red.), end jeg har haft i de sidste par dage, siger Cort til B.T.
- Det føles uretfærdigt. Den her sygdom bliver behandlet så specielt. Jeg var sikker på, at jeg kunne have gennemført i dag, og så havde der været hviledag i morgen.
Anden dansker, der er udgået
Magnus Cort kørte i starten af Tour de France i den prikkede bjergtrøje i syv dage, efter at han første gang erobrede den på 2. etape fra Roskilde til Nyborg.
På 10. etape - efter at have mistet prikkerne - var Cort så tilbage i fokus, da han efter en dag i udbrud var først over målstregen efter en spurt på landingsbanen i Megève.
Magnus Cort er den anden dansker, der er udgået af Tour de France.
Kasper Asgreen måtte rejse hjem før 9. etape.
Quick-Step-rytteren måtte kapitulere, da han ikke var kommet sig helt efter et styrt i Schweiz Rundt kort før starten på Tour de France.
I alt er 22 ryttere udgået af Tour de France.