Coronapas og tilbage til 'samfundskritisk'
Henrik Ullum træder i Brostrøms fodspor
SSI-direktør vil have genindført coronapasset
Direktør for SSI Henrik Ullum anbefaler nu også, at man genindfører coronapasset i Danmark på grund af stigende smittetal og indlæggelsestal. Det skriver TV 2.
Samme anbefaling kom direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm med torsdag.
- Sundhedsfagligt ser jeg det som en mulighed på caféer, restauranter, koncerter og natteliv. Det vil være en god idé på dette tidspunkt, sagde han til TV 2.
Samtidig har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bedt Epidemikommissionen vurdere, om covid-19 igen skal være en samfundskritisk sygdom.
Det oplyser han i en skriftlig kommentar til Ritzau og andre medier.
En sådan klassificering vil betyde, at regeringen igen kan indføre restriktioner via epidemiloven.
Flertal i Folketinget
For at covid-19 kan kategoriseres som en samfundskritisk sygdom, må et flertal i Folketingets Epidemiudvalg dog ikke være imod.
- Jeg kan oplyse, at jeg i lyset af epidemiens udvikling netop nu på vegne af regeringen har anmodet Epidemikommissionen om en vurdering af, om covid-19 bør kategoriseres som en samfundskritisk sygdom.
- Samtidig har jeg bedt Epidemikommissionen om at vurdere, hvilke relevante tiltag de vil pege på i den nuværende situation, siger Magnus Heunicke i kommentaren.
Stigende smitte
Covid-19 havde status af samfundskritisk sygdom frem til 10. september. Her blev det dog ændret, da smitten i samfundet var lav.
Den seneste tid er den dog steget. Fredagens smittetal viste, at der er registreret 2251 nye tilfælde i Danmark.
Det er det næsthøjeste antal i år, og det er kun overgået af torsdag, hvor der blev registreret 2598 tilfælde.
Det blev dog fjernet, og siden har restriktionerne været stort set væk fra det danske samfund.
Nu skal Epidemikommissionen altså kigge på, hvilke tiltag de vil pege på. I den sidder blandt andre Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm og Henrik Ullum, som er direktør i Statens Serum Institut.
Epidemiudvalget, som skal tage stilling til, om covid-19 igen skal være en samfundskritisk sygdom, består af politikere.
Fredagens smittetal:
Der er det seneste døgn registreret 2251 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark.
Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
Fredagens tal er det næsthøjeste i år, og det er kun overgået af torsdag, hvor der blev registreret 2598 tilfælde.
De seneste tilfælde er fundet via 120.907 PCR-test, hvilket giver en positivprocent på 1,86.