Coronamåling: Syv ud af 10 danskere er enige

Mange støtter nedlukning, viser måling. Myndigheder er lykkedes med at oplyse om situationen, mener professor.

71,8 procent af danskerne støtter den nuværende nedlukning af landet, viser Voxmeter-måling. Ifølge en professor er det et tegn på, at danskerne støtter op om coronahåndteringen. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Et stort flertal af danskerne støtter den nuværende nedlukning af samfundet, som blandt andet indebærer et forbud mod forsamlinger på mere end fem personer samt lukning af detailhandlen og liberale erhverv frem til 28. februar.

Det viser en måling, som Voxmeter har lavet for Ritzau. Her svarer 71,8 procent, at de støtter den nuværende nedlukning.

1017 repræsentativt udvalgte personer over 18 år har svaret i målingen, der er gennemført i perioden 2.-4. februar.

Målingen er udtryk for stor tilslutning til regeringens coronahåndtering og viser, at danskerne står sammen om beslutningerne, selv om det er svært.

Det vurderer Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet og har forsket i befolkningens adfærd og holdninger under coronakrisen.

– Det her viser, at danskerne er en befolkning, som i meget høj grad støtter op om det fælles projekt, som coronahåndteringen er.

– Og noget af den forskning, vi har lavet, viser, at en af de væsentligste faktorer for opbakning til regeringens coronahåndtering er, at man ved, hvad man skal gøre – og at man stoler på, at andre også løfter deres del. Det har vi formået i Danmark, siger han.

Vil stadig følge restriktioner

I de seneste måneder har mange brugt udtrykket “at være coronatræt”. Herunder også statsminister Mette Frederiksen (S).

At være “coronatræt” betyder dog ikke, at danskerne ikke vil følge restriktionerne, mener Michael Bang Petersen.

– Vi bliver nødt til at gentænkte nogle af de forestillinger, vi har, om coronatræthed. For den her relativt høje opbakning tyder på, at man sådan set godt kan bakke op, samtidig med at det gør ondt at følge restriktionerne.

– Der er ingen tvivl om, at det gør ondt. Vi ser høj grad af ensomhed, stress og økonomiske konsekvenser for mange. Men det her er også en indikation på, at danskerne holder fast og bakker op på trods af det, siger han.

Første skridt mod genåbning

De første skridt i genåbningen af Danmark blev taget i begyndelsen af ugen.

Her meddelte regeringen, at de yngste skoleelever i 0. – 4. klasse fra mandag kan komme i skole igen efter at have været sendt hjem siden 21. december.

Også den beslutning støtter over 70 procent af danskerne, viser Voxmeter-målingen.

Ifølge Michael Bang Petersen viser det, at der er stor “efterfølgelse” i befolkningen, og opbakning til de vurderinger, myndighederne foretager.

Genåbningen for de yngste er dog ikke startskuddet på en generel genåbning lige foreløbig, har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) slået fast flere gange.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS