Corona-syg medarbejder bor med 65 andre
Kamil Wotjek er en af de bekræftede smittetilfælde fra Danish Crown. Lige nu bor han i en polak-enklave lige uden for Ringsted
Citathistorie: Fagbladet 3F.
En feber har lagt sig tungt ned over den polske Kamil Wotjek og sendt ham langt væk fra hans vante hverdag ved samlebåndet på Danish Crowns slagteri i Ringsted.
Sammen med otte andre polakker ligger han lige nu syg med corona i små lejligheder ved en gammel landbrugsskole uden for Ringsted. Det skriver Fagbladet 3F.
Her bor knap 65 polakker i alt. Mange af dem har tilknytning til Danish Crowns slagteri i Ringsted, der den seneste uge har oplevet et større udbrud af corona blandt deres ansatte.
– Det er hårdt at være syg. Men jeg vil bare gerne tilbage til arbejdet, fortæller Kamil Wotjek, da Fagbladet 3F taler med ham.
På landbrugsskolen bor størstedelen af de polske beboere sammen to og to i etværelseslejligheder, forklarer Kamil Wotjek.
Men på grund af det kraftigt stigende antal smittede i Danish Crowns medarbejderstab har flere af beboerne valgt at bryde op i mindre grupper.
Kamil Wotjeks værelseskammerat flyttede for eksempel i sidste uge ud af værelset og ind til en af naboerne, da coronatesten kom tilbage som positiv.
Afventer svar på test
Lige nu ved vennen ikke selv om, han er smittet, men han venter svar på sin test.
– De fleste lejligheder har eget toilet og køkken. Men vi laver mange ting sammen og snakker tit med hinanden. Så det er nok også derfor, at så mange af os er blevet syge, siger Kamil Wotjek.
Han har isoleret sig selv og forsøger at undgå så meget kontakt med andre mennesker som overhovedet muligt, så smitten ikke bringes videre.
Det er heller ikke corona og følgevirkningerne, der bekymrer Kamil Wotjek mest.
Kort tid før hans sygdoms udbrud var han i Polen for at besøge sin familie. På det tidspunkt var han frisk og havde ingen symptomer.
Han ved ikke selv om, han blev smittet i Polen, eller om det var en af kollegerne fra slagteriet, der førte sygdommen videre.
Samarbejder med myndighederne
Hos Danish Crown er man opmærksom på, at mange af deres smittede medarbejdere er af polsk afstamning, og at de ofte bor sammen i mindre netværk. Derfor har man fra slagteriets side stillet en polsktalende medarbejder til rådighed over for myndighederne.
– Polakkernes netværk består nærmest udelukkende af andre polakker, der er ansat i Danish Crown i Ringsted. De bor sammen, de kører i bil sammen til og fra arbejde og de ses udenfor arbejdet, siger Jens Hansen, der er pressechef hos Danish Crown.
Samtidig erkender han også, at det er problematisk at så mange potentielle smittede personer bor sammen så tæt.
– Dem vi ved, der bor sammen med smittede, er sendt i karantæne. De skal isolere sig, indtil de selv skal testes. Hvorvidt de lever op til det 100 procent, det hverken kan eller vil vi ikke ud og kontrollere. Det er op til den enkeltes samvittighed. Det gælder også en ansat med dansk baggrund, fortæller Jens Hansen.